I det fynske folks tjeneste

Liget var en 68-årig nyborgenser

Fyns Politi har nu identificeret den mand der mandag morgen blev fundet i et rødspættenet ved Nyborg. Der er tale om en 68-årig mand fra Nyborg.

Det var en henvendelse fra mandens udlejer, der fik politiet på sporet af mandens identitet. Udlejeren rettede selv henvendelse til politiet efter at have læst signalementet af den druknede.

Da manden havde et sæt nøgler på sig, der svarede til en adresse hos udlejeren var hans identitet nem at fastslå.

Liget blev fundet mandag morgen af en lokal fisker, der var ude for at tømme sit rødspættenet 200 meter fra kysten.

Politiet ved endnu ikke om manden har været ude for en ulykke eller har valgt at tage sit eget liv. En obduktion af liget skal være med til at klarlægge årsagen til dødsfaldet.

Politiet har endnu ikke fået kontakt til pårørende og vil derfor endnu ikke frigive mandens navn.