Lokalråd kæmper for Haarbys liv

Spræng Netto i luften og anlæg en cykelsti til Glamsbjerg. Det var to af de mange forslag, der kom på bordet, da Haarby Lokalråd lørdag skulle finde på ideer til byens overlevelse.

For få år siden var Haarby midtpunkt i sin egen kommune. Men i lighed med Otterup, Vissenbjerg, Søndersø, Ejby, Glamsbjerg og mange andre små fynske byer, er Haarby i dag bare en by i en stor kommune. Byerne er havnet i et tomrum, hvor de ikke længere er kommunebyer - men heller ikke landsbyer.

Og i Haarby mener mange, at byens nye status har betydet, at udvikingen kører uden om Haarby. Mange butikker har drejet nøglen om og senest er byens gamle kro lukket.

1205 haarby1

- Vi vil ikke acceptere at være en landsby. Vi vil stadig være et attraktivt byområde med udvikling, hvor der er et spændende forretningsliv og et aktivt erhvervsliv, siger Ole Madsen, der er formand for Haarby Lokalråd.

Lokalrådet blev dannet fornylig og lørdag var omkring 100 borgere samlet for at indsamle ideer til hvordan Haarby kan overleve og udvikle sig i Assens Kommune.

- Vi ønsker at sende et signal til politikerne i Assens. Vi vil ikke holdes hen med snak og bare se på, at udviklingen kun sker i Assens, siger Ole Madsen.

Lørdag kom der masser af ideer på bordet. To deltagere mente, at den efterladte Netto-bygning burde sprænges bort inden den bliver til en faldefærdig ruin, og et par andre mente, at der straks burde anlægges en cykelsti til Glamsbjerg.

De mange ideer er første etape for lokalrådet, og når de ideerne er blevet gennembearbejdet og prioriteret, vil lokalrådet gå i dialog med Assens Byråd for at få sat skub i den tidligere hovedby i Haarby Kommune.

Oversigt

    Oversigt