I det fynske folks tjeneste

49-årig fængslet for skarpladt våben og produktion af store mængder amfetamin

En mand og en kvinde er tirsdag blevet fængslet i en opsigtsvækkende sag om både produktion og intention om videresalg af amfetamin. Foto: Jan Jørgensen / Ritzau Scanpix

En mand og en kvinde fra Harndrup er tirsdag ved Retten i Odense blevet idømt fængselsstraffe for produktion af seks kilo amfetamin.

Den 49-årige John Christoffersen fra Harndrup på Vestfyn er tirsdag idømt otte års fængsel for både produktion af- og besiddelse med henblik på videresalg af seks kilo amfetamin. I samme sag er en 53-årig kvinde idømt fængsel i fire måneder.

Derudover er manden også dømt for at have overtrådt såvel våbenloven som straffeloven ved at have en skarpladt pistol over sin seng samt en riffel og en revolver på sin bopæl. Manden er også dømt for to indbrud.

Han var kendt af politiet i forvejen, fordi de begge tidligere i Frankrig er blevet idømt langvarige fængselsstraffe for overtrædelse af de franske narkotikabestemmelser

Klaus Lauridsen, specialanklager, Fyns Politi

Kvinden er dømt for besiddelse af 57 gram amfetamin og 100 gram hash med henblik på videresalg. Kvinden har siddet varetægtsfængslet fra anholdelsen den 7. september til midt i december, så Retten betragtede hendes fængselsstraf som overstået, og hun kunne efter dagens domsafsigelse frit forlade retten i Odense.

Tidligere fængslet i Frankrig

Politiet kom på sporet af de to, fordi de fandt John Christoffersens DNA i forbindelse med et indbrud. DNA'et havde de i forvejen, fordi de begge tidligere har været i konflikt med loven.

- Han var kendt af politiet i forvejen, fordi de begge tidligere i Frankrig er blevet idømt langvarige fængselsstraffe for overtrædelse af de franske narkotikabestemmelser, siger specialanklager Klaus Lauridsen fra Fyns Politi.

Læs også Fynbo fængsles for at fremstille 40 kilo speed

Efter politiet fandt John Christoffersens DNA ved indbruddet, kørte de ud til mandens ejendom. Her fandt de en række effekter, der tyder på fremstilling af amfetamin.

De fandt blandt andet en stor blande- og røremaskine, der normalt bruges til at blande beton, murerbaljer og en masse plastickasser.

- Og der var amfetamin på det hele, fortæller Klaus Lauridsen.

På mandens bopæl, der er en landejendom, fandt politiet også et rum i en lade, hvor man har forarbejdet og pakket amfetaminen. Derudover fandt politiet 600 gram amfetamin.

Godt fyldt murerbalje

I retten fortalte en retstekniker ifølge specialanklageren, at beviserne pegede på, at de to dømte havde noget amfetaminolie, som de tilsatte produkter, og derved kom frem til det endelige produkt, som er amfetamin.

- Murerbaljen, som de fandt, så ud til at have været fyldt godt op med amfetamin. Beregninger ud fra den 40 liter store balje gjorde, at manden blev tiltalt for produktion af 12 kilo amfetamin, siger Klaus Lauridsen.

Med dommerstemmerne to mod en kom Retten i Odense tirsdag frem til, at man kun kunne bevise, at der var produceret seks kilo amfetamin.

Læs også Yderligere en person fængslet i sag om 40 kilo amfetamin

- Der var rester på maskinerne, men ellers var det væk, da politiet kom derud, siger Klaus Lauridsen.

John Christoffersen blev anholdt den 6. september sidste år og har siddet varetægtsfængslet indtil dagens dom på i alt otte års fængsel. 

Hustru fængslet dagen efter

Dagen efter anholdelsen af manden kørte politiet ud for at foretage yderligere efterforskning på ejendommen. Her fandt de på kvinden 57 gram amfetamin og 100 gram hash.

- Hun blev derfor sigtet for besiddelse med henblik på videresalg samt for at have medvirket til produktionen, fortæller Klaus Lauridsen.

Kvinden blev derfor anholdt dagen efter. Tirsdag blev hun idømt en fængselsstraf på fire måneder.

Begge de dømte har udbedt sig betænkningstid i forhold til, om de vil anke dommene.

Læs også Stor narkosag mod otte mænd trækker spor til Fyn og Langeland

Ved du noget? Så send os et tip