Biljagt: Bevæbnet mand på stoffer stjæler taxa

Politiet jagtede en mand, efter han havde stjålet en taxa i påvirket tilstand og uden kørekort.

OPDATERÌNG
Clock24. jun 2019, kl. 16:27
Vagtchefen ved Fyns Politi oplyser, at manden sigtes for ulovlig tvang, kørsel under påvirkning af stoffer, overtrædelse af våbenloven, kørsel uden føreret og overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. 
RETTELSE
Clock24. jun 2019, kl. 17:10
Efter oplysninger fra Fyns Politi har vi tidligere skrevet, at manden stjal bilen i Odense. Det har senere vist sig at være i Nyborg, at episoden fandt sted.

En 32-årig mand stjal mandag morgen en taxa i Nyborg. Manden, der var påvirket af stoffer, satte sig ind i taxaen, hvor han hev en kniv frem og beordrede taxachaufføreren til at stige ud. Herefter kørte gerningsmanden væk i bilen.

Ifølge en mail TV 2/Fyn har modtaget, henvendte taxachaufføren sig på en Shell-tank på Dyrehavevej og fik tilkaldt politiet. 

En medarbejder på TV 2/Fyn så gerningsmanden blive jagtet af tre politibiler med udrykning, men jagten varede ikke længe.

- Vi fik ham hurtigt stoppet ved Odense Congress Center, hvor han blev anholdt og fulgte frivilligt med, fortæller vagtchef ved Fyns Politi Milan Holck Nielsen.

Vagtchefen oplyser mandag eftermiddag til TV 2/Fyn, at manden sigtes for fem overtrædelser og er efterfølgende blevet løsladt. 

Den 32-årige bliver sigtet for ulovlig tvang for at tvinge chaufføren til at overdrage taxaen. Derudover sigtes manden for overtrædelse af våbenloven, kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer, kørsel uden føreret og overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. 

Oversigt

    Oversigt