I det fynske folks tjeneste

Nyt uheld på Fynske Motorvej

Torsdag morgen brød en lastbil i brand på E20 Fynske Motorvej. Nu er to biler stødt sammen ikke langt fra det sted, hvor lastbilen har spærret for trafikken.

Foto: Ole Holbech

Fyns Politi opfordrer til at udvise forsigtighed, når man færdes på motorvejen. Omkring 9.30 oplyser politiet på Twitter, at den er gal igen på motorvejen ved Odense.

- Der er to personbiler, der er kørt sammen mellem afkørsel 51 Odense S og 52 Odense SV i vestlig retning, fortæller vagtchef Thomas Bentsen.

Politiet er på stedet, og ifølge vagtchef er der ikke umiddelbart nogen alvorligt tilskadekomne i de to involverede biler.

Men de mange uheld sinker trafikken på motorvejen, og derfor opfordrer politiet til, at man kører med omtanke på motorvejen.

- Det er lidt trættende, når vi lige har haft et uheld, der har spærret trafikken, at der så kommer endnu et. Man forsinker sig selv og alle andre, når man ikke kører forsigtigt, siger vagtchefen. 

Motorvejen er nu helt åben igen efter uheldet, og lastbilen, der forulykkede tidligere, bliver fjernet senere, oplyser Fyns Politi.

Læs også Oprydning afsluttet: Brændende lastbil spærrede motorvejen