Derfor giver kinesisk tale mening - Axelsen er et kæmpe brand

Fynske Viktor Axelsen er overvældet over den store menneskemængde, som han oplever i Kina. Samtidig er det også godt for forretningen.

- Viktor, Viktor, Viktor!

Den fynske badmintonspiller når kun lige at træde ind ad døren til presselokalet, inden han bliver mødt af tilråb fra den store kinesiske menneskemængde, der er mødt op.

Viktor Axelsen er populær i Kina - meget populær. Og populariteten er ikke blevet mindre, efter han vandt Japan Open i sidste uge, verdensmesterskabet i sidste måned og samtidig er nummer et verdensranglisten.

Danskerens stjernestatus er virkelig tydelig i øjeblikket, hvor han er på en rundtur i Kina. Her besøger han sine mange fans til deres store glæde og danskerens store forbavselse.

- Det er fedt at mærke den popularitet, da sporten er så stor herude. Der er også herude, hvor vi skal forsøge at eksponere så godt som muligt og gøre de ting, vi nu engang kan. Når det går godt på banen, så er det selvfølgelig også med til at booste, siger Viktor Axelsen til TV 2.

- Jeg er jo også bare en fynbo, som pludselig står i Kina. Der er mange, der gerne vil snakke med én, og jeg vil gerne hilse på alle. 

Fynboen fortæller, at det er vigtigt for at komme ud og se til fansene, da det er svært at opleve, hvor stort hele er inde i en hal.

- Det er fedt at se. Når man er ude at spille, så ved man jo ikke, hvor mange som følger med. Det er dejligt, og de er alle sammen rigtig søde. Det er fedt, at der er så mange, som kan lide én som spiller, siger Axelsen.

Axelsen har brugt sin dyrebare tid i Kina, og det er der en særlig grund til. Direktør i firmaet SponsorPeople Advisory, Thomas Badura, der blandt andet arbejder med sponsorstrategier og analyser af sponsorater, fortæller, at det er utroligt vigtigt for fynboen at komme rundt i Kina.

- Det er altafgørende, fordi at sporten er så dominerende i Asien og på det kinesiske marked. Det er næsten vigtigere for ham at brande sig selv i Kina, end det er at brande sig i Danmark, siger Thomas Badura.

Og det er netop det, som han er i gang med nu. Ifølge Thomas Badura har han taget den helt rigtige vej indtil videre.

- Måden han bygger sit brand op på, måden han kommunikerer på, måden han lærer sproget på og hele hans ageren er ud fra kommercielt perspektiv enormt professionelt. Som person fremstår han på et meget højt niveau.

- Når man ikke er ældre og både leverer resultater på banen og kommercielt fungerer ude for banen, så er man rigtig godt med. Det er der ikke mange sportsudøvere herhjemme i hans alder, som formår at gøre, siger han.

Viktor Axelsens far, Henrik Axelsen, er med på rundturen i Kina, og han er også overvældet over den støtte og glæde, som de møder.

- Du kan jo nok se på mig, at jeg er mega stolt. Altså man er bare megastolt over det 'drive', som Viktor har haft siden, siden han blev født, det bærer frugt nu, siger han.

- Jeg håber, at folk fornemmer, at Viktor også bare er Viktor. Når man kommer her til fra Danmark, hvor der bor seks millioner, så er det jo bare en mindre provinsby i Kina.

Henrik Axelsen fungerer samtidig også som manager for Viktor, og derfor er han også godt klar over, at turen i Kina ikke kun er fornøjelse.

- Viktor er også en virksomhed, og det prøver vi også at vise. Når man er atlet, som han er, skal vi sørge for at få det bedste ud af det. Når du sender Denmark Open hjemme i Odense, er der omkring 550 millioner seere i Asien. Der er også flest turneringer i Asien, og det er der, han er mest populær, siger Henrik Axelsen.

Hovedpersonen selv fortæller, at det er ved at gå op for ham, at der er mange, som rigtig godt kan lide badminton. Og når man også selv gør lidt for det, så kan han se, at der er flere og flere, der begynder at følge med.

- Det er også derfor, at jeg valgte at lære kinesisk. Det var for at komme ud til de kinesiske fans, og det må man da sige går meget godt. Jeg har det bedst med, at det er lidt mere stille og roligt, og jeg prøver at møde dem i øjenhøjde.

Det må være svært at møde folk i øjenhøjde?

- Ja, det er rigtigt. Jeg må lige gå ned i en squat og sige 'hej'. Men det er fint, alle er rigtig søde, så det er ikke noget problem, griner den 194 centimeter høje fynbo, inden han igen vender tilbage til autografskrivningen.

Oversigt

    Oversigt