I det fynske folks tjeneste

Ulrik Frost tippede tysk magasin om "homofobisk" Jim Lyngvild

Jim Lyngvild og Ulrik Frost tørnede sammen efter beskyldninger om homofobi og racisme. Beskyldningerne har fået Jim Lyngvild fjernet fra monument i Tyskland.

Det er den studerende Ulrik Frost, der har tippet det tyske homomagasin Siegessaeule om Jim Lyngvild. Foto: TV2

I samarbejde med TV2.dk

Det er Ulrik Frost, studerende og biseksuel debattør, der har været stærkt medvirkende til, at en video med den homoseksuelle designer og modemand Jim Lyngvild er blevet fjernet fra et mindesmærke i Berlin for de homoseksuelle, der blev forfulgt i Tyskland under 2. verdenskrig.

I mindesmærket, der hedder Homo-Denkmal, indgik en video lavet i 2008 af fiminstruktøren Thomas Vinterberg, hvor Jim Lyngvild kysser en anden mand. Men efter Ulrik Frost tippede det tyske homomagasin Siegessäule.de om, at Lyngvild efter hans opfattelse havde homofobiske og racistiske holdninger, og desuden var venner med Pia Kjærsgaard, blev det besluttet at fjerne videoen fra mindesmærket.

Jim Lyngvild er eksemplet på, at man godt kan være både homoseksuel og homofob

Ulrik Frost, studerende og debattør

Lørdag aften mødtes Ulrik Frost og Jim Lyngvild til en intens tv-debat på TV 2 NEWS.

Du kan se klip fra interviewet her

- Jeg synes, homofobiske holdninger skal bekæmpes, og hver gang vi møder dem, skal vi gå i clinch med dem, sagde Ulrik Frost om baggrunden for, at han havde tippet bladet om Lyngvild, som ifølge ham har udtalt sig "homofobisk, sexistisk og racistisk".

Jim Lyngvild var indtil for nyligt at se i et Holocaust-monument i Tyskland. Den tyske pendant til LGBT har fået den fynske modedesigner fjernet efter tip fra Ulrik Frost. Foto: Screendump fra Siegessäule.de

- Jim Lyngvild er eksemplet på, at man godt kan være både homoseksuel og homofob, mener Ulrik Frost.

- Jeg synes, det er noget af det morsomste, jeg har hørt al den stund, jeg selv er homoseksuel, siger Jim Lyngvild.

Kun begyndelsen

Læs også Jim Lyngvild hængt ud som homohader og racist i Tyskland

Og det var kun begyndelsen på en debat, der tog en drejning til det endnu mere intense - og blandt andet udløste en intens diskussion om, hvordan man er homoseksuel på den rigtige måde. 

- Jeg kan se, at Ulrik Frost er en, der ynder at have sex med rigtig mange mænd - det har fremgået af avisartikler, han har medvirket i. Det er hans måde, og den kan være lige så rigtig som min. Det er ikke min måde. Vi skal passe på, at homoseksuelle ikke bliver gjort til en stor gruppe, hvor man siger "sådan er vi", sagde Jim Lyngvild, der betegner sig selv som "kedelig og borgerlig".

- Det skal ikke være gratis at udtale sig homofobisk. Jim Lyngvild har sagt, at jeg elsker at dyrke sex med mange mænd i parker. Det er fuldstændig rigtigt, men jeg vil ikke dømmes for, at jeg udlever min seksualitet, sagde Ulrik Frost.

Jim Lyngvild er træt at, at hans måde at være homoseksuel på opfattes som "forkert".

- Jeg må ikke være mig. Jeg må ikke have mine holdninger. Jeg må ikke være den, jeg er. Men han må dyrke sex i parker. Han må gøre alle de her ting, så jeg er åbenbart helt forkert homoseksuel, og han er rigtig homoseksuel. Hvis det er den rigtige måde at være homoseksuel på, undskyld mig, så må I hellere skyde mig og hælde mig i Københavns Havn, for så vil jeg kraftsparkemig hellere være noget andet, sagde Jim Lyngvild.

I samarbejde med TV2.dk