Patienter ligger i deres egen afføring

Dårligt arbejdsmiljø og presset personale har alvorlige konsekvenser for patienterne på 17 af landets sygehuse og psykiatriske centre, viser rapporter.

Patienter, der ikke får nok at spise eller ligger i egen afføring. Nybagte forældre, som sendes hjem med et barn med vejrtrækningsproblemer. Underbemanding, tidspres og dårligt organiserede arbejdsgange.

På 17 af landets sygehuse og psykiatriske centre er det psykiske arbejdsmiljø i så ringe forfatning og personalet så presset, at det ofte går ud over plejen af patienterne. Det viser tilsynsrapporter fra Arbejdstilsynet, som Fyens Stiftstidende har fået aktindsigt i.

- Der sker fejl i arbejdet som konsekvens af travlhed, skriver Arbejdstilsynet og stiller en række eksempler op:

Patienter, som får en kvart portion af den ernæring, de ville have fået, hvis der var tilstrækkelig med tid. Patienter, som laver i sengen, fordi personalet ikke har tid til at følge dem på toilettet. Patienter, som ikke bliver vendt i sengen i løbet af natten med deraf følgende risiko for liggesår.

Mette Hallas, ledende overlæge på medicinsk afdeling på Svendborg Sygehus, fortæller, at en ny struktur, hvor alle medicinske patienter bliver indlagt på et akutafsnit, inden de sendes videre til de øvrige afdelinger, har haft en positiv effekt.

På fødeafdelingen på Hvidovre Hospital beskriver ansatte arbejdet som "overlevelse fra dag til dag". En jordemor konkretiserer vilkårene med et eksempel, hvor et forældrepar sendes hjem med et barn med vejrtrækningsproblemer for at blive genindlagt.

-Det var lige ved at gå galt, siger jordemoren i tilsynsrapporten ifølge Fyens Stiftstidende.

Oversigt

    Oversigt