I det fynske folks tjeneste

Alarmsvigt på bosted: Personale stod alene over for farlige beboere

I maj fik bostedet Store Dannesbo et strakspåbud fra Arbejdstilsynet, da de ansattes overfaldsalarmer ikke virkede. Nu er der rettet op på kritikpunkterne.

Efter et tilsyn den 2. maj fik Store Dannesbo et strakspåbud. Nu er der rettet op på problemerne. Foto: Morten Grundhold

Alarmer, der ikke virkede og risiko for psykisk og fysisk vold mod personalet. Det var hverdagen for de ansatte på det kommunale bosted Store Dannesbo. Det konstaterede Arbejdstilsynet i sidste måned efter at have lavet tilsyn på bostedet i Brylle.

Læs også Vold og trusler: Ansatte på fynsk skole vidste ikke, hvad de skulle gøre

De kritisable arbejdsforhold resulterede i et strakspåbud fra Arbejdstilsynet, som havde ført tilsyn på bostedet den 2. maj i år.

Ét af de væsentligste kritikpunkter i rapporten går på, at medarbejdernes overfaldsalarmer ikke virkede. Det skabte stor utryghed blandt de ansatte på bostedet. Alarmerne er nemlig en ekstra tryghed, i en hverdag hvor konfliktsituationer hurtigt kan udvikle sig til farlige situationer.

Kan have konsekvenser for medarbejderne 

Den slags arbejdsforhold kan have store konsekvenser for de ansatte på bostedet. Det siger  Hanne Ellegaard, der er kredsformand for Socialpædagogerne i kreds Lillebælt.

- Hvis det er sådan, at borgerne, der skal bo der, er i stor risikogruppe, jamen så kan vi ikke udføre vores arbejde korrekt, så bliver vi utrygge, syge og stressede, siger Hanne Ellegaard.

På bostedet er 80 procent af beboerne aktive misbrugere - flere er tidligere dømt for vold og andre har begået drab. Fælles for dem er, at de beskrives som værende uforudsigelige.

Læs også Den mandag Pernille oplevede en gidseltagning

Det har ført til flere tilfælde af overfald og trusler mod de ansatte på bostedet. Alene i 2019 har der været fem tilfælde af fysisk vold mod ansatte og 17 tilfælde af psykisk vold. Det drejer sig blandt andet om trusler med kniv, dødstrusler og fastholdelser.

- Arbejdstilsynet vurderer derfor samlet, at arbejdet med beboere på St. Dannesbo udsætter de ansatte for en betydelig sikkerheds- og sundhedsmæssig risiko. Utilstrækkelig forebyggelse af risiko for arbejdsrelateret vold forøger de ansattes risiko for at blive udsat for arbejdsrelateret vold, står der i rapporten fra Arbejdstilsynet.

Nyt alarmsystem på vej 

Derfor har Odense Kommune reageret hurtigt på strakspåbuddet, så de kritisable arbejdsforhold kan blive forbedret. Det har ført til, at strakspåbuddet blev ophævet mindre end fire uger efter, at det blev givet.

- Når vi får et strakspåbud, så tager vi det meget alvorligt. Vi er i gang med at udbedre det og få et nyt alarmsystem og et teknisk system, der understøtter det, siger Henriette Korf Graversen, der er områdechef for Supplerende Sociale Indsatser i Odense Kommune.

Læs også Gangbesværede beboere holdt som gidsler: Elevatorer lukket ned på grund af manglende vedligehold

TV 2/Fyn har forsøgt at få bostedets medarbejdere til at forklare, hvad ændringerne har gjort for dem. Medarbejdernes tillidsrepræsentant har indvilliget i at stille op til interview om sagen, men han må ikke udtale sig for Odense Kommune.

Men det er almindelig praksis i kommunen, understreger Henriette Korf Graversen.

- Det er bare almindelig procedure i Odense Kommune, at det er ledelsen, der udtaler sig om sådanne sager, og det er ledelsen, der har truffet de beslutninger i forhold til at iværksætte de beslutninger - så derfor, siger hun.

02:42

Video: Morten Grundholm

Luk video