Enige politikere: Pigegarde skal ikke betale for udvikling i Vollsmose

Der er ingen politisk opbakning til et forslag om at styrke kulturen i Vollsmose ved at finde penge fra torsdagskoncerter, julemarked og byens tre musikkorps. 

Et filmværksted, byhaver og en verdensfestival skal de kommende år være med til at forvandle Vollsmose fra et udsat byområde til et mangfoldigt og varieret kvarter i Odense. By- og Kulturrådmanden støtter disse planer, men der er nærmest ingen opbakning til forvaltningens forslag om at flytte penge fra julemarked, musikkorps og torsdagskoncerter til kulturelle forbedringer i Vollsmose. 

- Det er ikke et godt forslag. Derfor overvejer vi at udsætte det til efter budgettet, for vi skal have det drøftet ordentligt først. Helt generelt er det ikke vores kop te at tage penge på den måde, siger Anders W. Berthelsen (S). 

By- og Kulturforvaltningens forslag om at finde de 360.000 kroner til projekterne i Vollsmose fra bevillingen til Odense Pigegarde, Odense Tambour Korps og Odense Skole- og Ungdomsorkester, og 840.000 kroner fra Torsdagskoncerterne og HCA Julemarked møder også modstand hos de borgerlige partier. 

- Det er jeg slet ikke enig i. Vi må finde pengene andre steder, så vi ikke lukker populære kulturelle tilbud i Odense, siger Jane Jegind (V). 

- Jeg mener ikke, at vi kan tage stilling til denne sag, før vi har et samlet budget og har haft dialog med investorer i området. Derfor mener jeg at vi må udskyde sagen, siger medlem af By- og Kulturudvalget Kristian Guldfeldt (K).

Men selvom partierne samlet vender sig mod forvaltningens forslag til en finansiering af en indsats for at styrke kultur- og fritidslivet i Vollsmose, så kan både filmværksted, byhaver og verdensfestival sagtens blive til noget alligevel.

Rådmanden støtter de ambitiøse planer om et forbedret kultur- og fritidsliv i det udsatte område.

- Det er en rigtig god ide. Disse initiativer vil understøtte transformationen i Vollsmose og være til at give bydelen et nyt image, siger rådmanden. 

Oversigt

    Oversigt