I det fynske folks tjeneste

Radiotavshed i sag om placering af ny politiskole

Foto: Ole Holbech

Ikke siden begyndelsen af december har der været drøftelser om placeringen af en ny politiskole i Vestdanmark.

Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet undrer sig gevaldigt over, at der i øjeblikket intet sker i forbindelse med placeringen af en ny politiskole i Vestdanmark.

Det seneste møde i forligskredsen var 9. december sidste år.

Siden har der været helt stille fra justitsminister Søren Pape Poulsens (K) side.

Og umiddelbart er der intet nyt på vej.

- Jeg har ikke noget nyt at sige. Vi skal nok vende tilbage, når vi har noget fornuftigt at sige, siger Pape.

Det er lidt over et år siden, at politiforliget faldt på plads. Det var den daværende Venstre-regering, som sammen med blå blok og Socialdemokratiet indgik politiforliget.

Trekløverregeringen bestående af Venstre, Liberal Alliance og De Konservative ønsker at bygge en helt ny politiskole i Herning.

Et nybyggeri er Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet imod. DF og S ser hellere en ny politiskole oprettet i eksisterende bygninger.

Mødet i december fandt sted, kort tid efter Papes udnævnelse som justitsminister. Dengang kaldte Pape forløbet om politiskolen for "uskøn".

Siden de ord er der ingenting sket, bekræfter Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen.

DF vil have ministeren i arbejdstøjet med det samme.

- Det er over et år siden, at vi lavede en aftale om en ny politiskole, så jeg forstår ikke, hvorfor man ikke kommer i gang, siger gruppeformand Peter Skaarup, som i en årrække var DF's retsordfører.

Han kan umiddelbart ikke se, at regeringen kan tilbyde DF noget, som kan få blå bloks største parti til at ændre kurs og alligevel sige god for nybyggeri i Herning.

- I denne sag går vi efter bolden, og vi går efter, at vi skal starte uddannelsen af politielever i 2018.

- Og vi skal se på, hvad tingene koster. Alt andet lige ser det ud til at blive dyrere med et nybyggeri, og det vil tage længere tid, siger Skaarup.

Peter Kofod Poulsen, der er DF's retsordfører og altså ham, der skal sidde med ved eventuelle drøftelser om placeringen af politiskolen, forstår heller ikke regeringens tøven.

- Dansk politi er presset, og derfor skal vi have et sted, hvor vi kan uddanne flere betjente.

- Jeg kan ikke forstå, at når der et flertal i forligskredsen, som siger, at vi skal bruge en eksisterende bygning og hurtigt lave det til en politiskole, at det så ikke sker, siger han.

OVERBLIK: Det uskønne forløb om ny politiskole

Der skal oprettes en ny politiskole i Vestdanmark, men det er fortsat uvist, hvor skolen skal stå.

Få et overblik over forløbet om politiskolen i Vestdanmark her:
 * November 2015:
 Som en del af aftalen for politiets økonomi frem mod 2019 aftaler Venstre-regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative at oprette en ny politiskole i Vestdanmark i 2018.
 Optaget på politiuddannelsen skal fordobles med omkring 900 personer. Der afsættes i alt 100 millioner kroner.
 I alt 32 kommuner ønsker at huse den nye politiskole.
 Efterfølgende kritiserer DF og S flere gange, at processen trækker ud.
 * 3. november 2016:
 Daværende justitsminister Søren Pind (V) meddeler, at skolen nok først åbner i 2019 eller 2020.
 * 5. november 2016:
 Rigspolitiet har i en rapport vurderet mulighederne for at etablere en politiskole vest for Storebælt.
 Konklusionen lyder, at det vil være muligt at benytte en eksisterende bygning, men at en ny vil sikre bedre rammer.
 Bliver det ikke et nybyggeri, anbefaler Rigspolitiet tre konkrete bygninger i henholdsvis Vejle, Skanderborg og Holstebro.
 * 9. november 2016:
 Søren Pind meddeler, at regeringen agter at placere en nybygget politiskole i Herning. S og DF kritiserer beslutningen og kræver, at sagen drøftes i forligskredsen.
 En gennemgang, som Jyllands-Posten foretager af processen, viser, at flere centrale krav til den nye politiskole er blevet ændret undervejs. Blandt andet anbefalingen til bygningens størrelse.
 * 10. november 2016:
 Borgmester i Herning, Lars Krarup (V), tilbyder, at politiet kan låne en ledig bygning til midlertidig undervisning "kvit og frit", indtil et nybyggeri står klart. Det mødes af kritik, da kommunen skal opkræve markedsvejen.
 * 27. november 2016:
 VLAK-regeringen har i sit regeringsgrundlag skrevet ind, at den nye politiskole skal bygges op fra bunden i Herning. S og DF fastholder kritikken.
 * 9. december 2016:
 Den nyudnævnte justitsminister Søren Pape Poulsen (K) udtaler, at partierne bag politiforliget allerede i 2015 skulle have besluttet placeringen. Han kalder forløbet uskønt.
 * 17. januar 2017:
 Pape udtaler, at der intet nyt er at sige om politiskolen. Det undrer S og DF, som omgående kræver justitsministeren i arbejdstøjet. S og DF har intet hørt fra Pape siden mødet i forligskredsen 9. december 2016.

 /ritzau/

 

Ved du noget? Så send os et tip

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.