I det fynske folks tjeneste

Restauratør tilstår kødtyveri

Indehaveren af kendt Svendborg-restaurant erkender nu, at han stjal 64 kilo oksemørbrader hos Dagrofa.

Det skriver Fyns Amts Avis.

Mens restauratør Salvatore Micalizio, Bella Italia, Svendborg, tidligere i Fyns Amts Avis har kaldt et tyveri af kød fra grossisten Dagrofas lager i Svendborg for "en enlig svale" og "en misforståelse", erkender han nu organiseret tyveri af oksemørbrader.

Over en periode fra slutningen af 2008 til afsløringen den 9. januar i år tilstår indehaveren af den kendte og velbesøgte restaurant over fire gange at have stjålet i alt 64 kilo oksemørbrad fra Dagrofa. Han erkender også i dag, at han forinden tømte pastakasser og anbragte oksemørbrader i kasserne.

Tilståelsen fremgår af en såkaldt retsmødebegæring, der på torsdag fremlægges ved Retten i Svendborg. Her står Salvatore Micalizio tiltalt for butikstyverierne, skriver Fyns Amts Avis.

Sagen vil blive kørt som en tilståelsessag, hvor restauratørens egen erkendelse er grundlaget for en hurtig afgørelse og en retssag, hvor der ikke skal foretages egentlig bevisførelse. Af samme grund har sagens anklager, politifuldmægtig Lisbet Høiberg, kun anmodet retten om at afsætte en halv time til sagen, der herefter kan afsluttes med dom.

Længere tids videovervågning menes at være redskabet, der fældede den populære Bella Italia-restauratør, da han den 9. januar trillede igennem kasselinien på Dagrofa med to store pastakasser i indkøbsvognen. Mens alle andre indkøb blev lagt på båndet, fik kasserne lov at stå og blev scannet som pasta - en langt billigere vare end den oksemørbrad, der gemte sig i kasserne.

Restauratøren blev efter afsløringen på videobillederne kaldt tilbage og betalte på stedet differencen mellem prisen på pasta og oksemørbrad. Restauratøren kaldte det hele en misforståelse.

Ved en afhøring hos politiet vedgik han senere fire gange at have lavet det samme nummer til ialt 15.285 kroner. Svindet i oksemørbraderne på Dagrofa blev senere opgjort til 70.000 kroner.