I det fynske folks tjeneste

Rød borgmester: Blåt forslag er unødvendigt

Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel afviser blå bloks forslag om valgkampsregler. Borgmesteren mener, at der allerede er klare regler på området.

Foto: Allan Spangsberg

Der er ingen opbakning fra borgmester Peter Rahbæk Juel og Socialdemokratiet til blå bloks forslag om at indføre regler for, hvor meget embedsmænd må hjælpe politikerne i valgkampen op til kommunalvalget.

- Jeg kan godt forstå, at især Bo Libergren, der sidder i Regionsrådet, og Venstre kan se et behov for regler ovenpå Carl Holst-skandalen i regionen, hvor der var en sammenblanding mellem det politiske niveau og embedsværket. Men fordi der var en skandale med Venstre i regionen, så behøver det ikke kaste skygger over Odense Kommune, siger borgmesteren.

Fordi der var en skandale med Venstre i regionen, så behøver det ikke kaste skygger over Odense Kommune.

Peter Rahbæk Juel

I udspillet til nye valgkampsregler foreslår Venstre, Dansk Folkeparti og Konservative, at der ikke må sendes pressemeddelelser med politiske citater eller andre former for kommunikation som eksempelvis fotos, facebookopdateringer eller hjælp til at få medier til at tage historier op. 

Læs også Blå blok vil have regler for valgkamp

Rahbæk: Vi har allerede regler

Ifølge Odenses borgmester er der ingen eksempler på, at embedsværket har ydet politikere hjælp, og Peter Rahbæk Juel mener, at der allerede eksisterer regler på området.

- Så sent som i november sidste år brugte byrådet en hel dag på at diskutere de principper, der er i samarbejdet mellem politikere og embedsmænd, så jeg synes, at vi er godt rustet til den problematik.

Må ikke besøge kommunale institutioner

Udover at indskærpe, hvad embedsmændenes må og ikke må, indeholder forslaget også regler for, at byrådskandidater ikke må lave individuelle besøg i kommunale institutioner fra den 1. oktober og frem til valgdagen.

Forslaget bliver behandlet på byrådsmødet i Odense den 21. juni.

Læs også Valgkamp: Regler for besøg - ikke for brug af embedsfolk