I det fynske folks tjeneste

Sexkrænker fra Stige stak af på ferie: Nu er han varetægtsfængslet

Den 55-årige pædagogmedhjælper fra Stige, der blev dømt for at have krænket 22 piger, er fredag blevet varetægtsfængslet efter et grundlovsforhør.

Foto: Ole Holbech

Det skriver fyens.dk.

Den 55-årige mødte ikke op til domsafsigelse i Retten i Odense den 19. december, og efterfølgende efterlyste Fyns Politi ham i hele Europa. 

Læs også Dømt sexkrænker på flugt: Derfor kunne han tage på ferie

Ifølge hans forsvarer var manden taget på en planlagt ferie i tre uger dagen inden domsafsigelsen i december. Torsdag den 4. januar meldte den 55-årige mand sig så til Fyns Politi.

- Han ringede og fortalte, hvor han stod, og vi hentede ham. Han blev anholdt i Danmark, og det var ikke på Fyn, siger Henrik Justesen til TV 2/Fyn.

Ifølge efterforskningslederen foregik anholdelsen "ganske udramatisk."

Fredag blev den 55-årige så fremstillet i et grundlovsforhør, hvor han blev varetægtsfængslet, indtil ankesagen skal for Østre Landsret.

- Retten fulgte anklagemyndighedens påstand om varetægtsfængsling, og jeg er glad for, at sagen har kunnet finde sin afslutning, sagde anklager Maria Fanø-Fredeløkke til fyens.dk efter grundlovsforhøret.

Overgreb i sfo, håndboldklub og eget hjem

Den 55-årige blev 19. december sidste år dømt for seksuelt at have krænket 22 piger.

Han arbejdede som pædagogmedhjælper på Stige Skole og som håndboldtræner i Stige Håndboldklub.

De mange overgreb er foregået i årene fra 1999 til 2015 i Stige Skoles sfo, i håndboldklubben og i mandens eget hjem i det nordlige Odense.

Under retssagen fortalte adskillige piger og forældre, at de flere gange orienterede Stige Skole om, at manden havde rørt ved og krænket små piger.

Gennem hele sagen har den 55-årige nægtet sig skyldig. Under retssagen fortalte han, at han havde modtaget trusler på livet fra mennesker i lokalområdet, og han derfor ikke turde bo i sit eget hus.

Ud over fængselsdommen blev den 55-årige pædagogmedhjælper frataget retten til at arbejde med børn og unge. piger.