I det fynske folks tjeneste

Sindets Dag: Når livet lykkes

Torsdag afholdes Sindets Dag i Odense til ære for de mennesker, der er berørt af sindslidelser.

Arkiv

Det er syvende gang, at Sindets dag afholdes i Odense. Dette års tema er "Når det lykkes", hvilket vil afspejle sig i de oplæg, som dagen byder på.

- Med Sindets dag ønsker vi at sætte fokus på psykisk sårbarhed. Og vi ønsker at gøre det på en hel særlig måde, som kan medvirke til at nedbryde tabuer inden for området. Derfor bringer vi det ud i offentligheden, hvor alle kan se det, fortæller leder af PIO Psyk Info Odense, Else Kirk.

Sindets dag er bredt sammensat af foredrag/oplæg fra fagfolk og borgeres egne beretninger. I år er der særligt fokus på det, der lykkes. Tre borgere, der lever med sårbarheden i sig, fortæller om deres erfaringer med, hvad det er der skal til for at tingene - og ikke mindst livet lykkes.

Alle kan gratis deltage. Det er på Odense Rådhus fra klokken 8.45 til klokken 15.

Skabe forståelse

Hvert år i oktober afholdes Sindets dag, der er dedikeret til sindet og psyken. Baggrunden findes i WHO's årlige internationale 'Mental Health Day'. Sindets dag er således udnævnt til en dag, hvor der opfordres til, at alle retter et særligt fokus på sindet og psyken til støtte for de mennesker, der er berørt af sindslidelser. Missionen er at skabe forståelse og tolerance for sindslidende og deres pårørende.