I det fynske folks tjeneste

Skadestuen i Svendborg lukker om natten

Med det nye år er der også nye tider på skadestuen i Svendborg. Fremover vil alvorlige skader ikke længere blive behandlet i Svendborg om natten.

En del af Region Syddanmarks 130 millioner kroner dyre spareplan for sygehusområdet betyder helt konkret at skadestuen i Svendborg fra 1. januar er lukket fra klokken 21 til klokken 8 om morgenen.

- Nogle vil måske opfatte det som bekymrende, fordi de skal helt til Odense, men der vil fortsat være et behandlingstilbud i Svendborg, siger Niels Dieter Röck, ledende overlæge på OUH.

I stedet oprettes der en skadeklinik i Svendborg, hvor patienter med mindre skader stadig kan blive behandlet af sygeplejersker.

- Små sår og lette brud kan stadig blive behandlet i Svendborg, men hvis man fx har et åbent brud, så vil man fremover blive henvist til skadestuen i Odense, siger den ledende overlæge.