I det fynske folks tjeneste

Stakkels Ivan får buksevand

02:26

Video: Reza Sahraei

1 af 2

Nyt teaterstykke sætter mobning på dagsordenen. Og selv om historien er 40 år gammel, er der stadig behov for at tale om det, mener tre børn, der selv har haft mobning inde på livet.

I 5. klasses lokale på Lumby Skole er det ikke usædvanligt at tale om mobning. Ikke fordi, det sker tit, men fordi det er en del af skolens handleplan, at mobning jævnligt skal diskuteres.

Lukas Munkholm Mahon Olsen er elev i klassen, og han kan huske en episode fra klassen, de havde til debat.

- Der var én, der havde gemt en andens nøgler i en handske. Og det var ikke i orden. Man kan ikke ved et uheld putte nøglerne ned i en handske og om bag en radiator, konkluderer han.

Anders Vestergaard Olsen fra klassen har prøvet mobning på egen krop, da han gik i første klasse.

- Det var ikke særlig rart. Man kommer hjem med en dårlig følelse, og på de dage, hvor man har ferie, der har man det heller ikke særlig godt.

Sammen med deres kammerat, Signe Mouhoubi Bargfeldt, understreger de, at man ikke skal acceptere mobning. Og det er også hovedtemaet i teaterforestillingen Gummi T, der nu får premiere på Odense Teater.

På Lumby Skole er eleverne vant til at tale om mobning. Det er nemlig en del af skolens handleplan mod mobning, at det skal frem i lyset. Fra venstre: Lukas Munkholm Mahon Olsen, Signe Mouhoubi Bargfeldt og Anders Vestergaard Olsen. Foto: Reza Sahraei

Forestillingen er dels baseret på Ole Lund Kirkegaards bog, Gummi-Tarzan, fra 1975, og dels på animationsfilmen Gummi T fra 2012. Når navnet 'Tarzan' er forkortet til bogstavet 'T', er det fordi, Disney-koncernen har rettighederne til navnet 'Tarzan' i konceptbrug.

I forestillingen følger vi Ivan Olsen, der ifølge sin egen far, bare er en vatnisse. Faderen prøver uden den store succes at coache drengen til at være et rigtigt mandfolk. Og i skolen møder Ivan modstand fra både lærere og kammerater. Kun den søde pige, Lotte, accepterer Ivan som han er og har endda sendt ham et kærestebrev.

Kristoffer Helmuth spiller mobbeofferet Ivan, der må gå så grueligt meget igennem med jævnlige buksevandsture. I sin egen barndom har han ikke selv prøvet at blive mobbet.

 

Kristoffer Helmuth spiller mobbeofferet Ivan Olsen.

- Jeg var rimelig god til at være venner med alle, da jeg gik i skole. Jeg har oplevet klassekammerater, der er blevet mobbet. Men jeg har ikke været en del af det, hverken på den ene eller den anden side.

Gennem arbejdet med forestillingen, har instruktør Rasmus Ask fået bearbejdet sine egne oplevelser fra skoletiden.

- Jeg var aldrig et decideret Ivan-mobbeoffer. Men jeg har været bisidder, så at sige. Stået på sidelinjen. Og det er jo noget, der giver dårlig samvittighed i mange år. Så det er derfor, det er meget vigtigt for mig at sige, at det er dem, der sidder ved siden af og kigger på, der kan gøre mest for at stoppe det.

 

Scenograf Gunnar Wille og instruktør Rasmus Ask. Foto: Reza Sahraei

 På Lumby Skole vil Anders, Signe og Lukas ikke acceptere mobbeofre i stil med stakkels Ivan Olsen, så de ved godt, hvordan de vil reagere på mobning.

- Man skal tackle problemerne. Man skal gå til en voksen eller sine forældre eller en ven, så man kan få talt ud om problemerne. Og så kan man gøre noget ved det, siger Signe Mouhoubi Bargfeldt.

Lumby Skoles handleplan mod mobning kan læses her.

Forestillingen Gummi T har premiere på Odense Teaters scene, Sukkerkogeriet, torsdag d. 22. december og spiller frem til 26. februar.

 

Ved du noget? Så send os et tip