I det fynske folks tjeneste

Stjerneprojekt for Fiberline

Fiberline Composites i Middelfart leverer glasfibermoduler til verdenskendte Bjarke Ingels Group i prestigefyldt arkitekturprojekt

Fiberline skal levere glasfibermoduler til årets Serpentine Pavillon i London. Det er et særligt arkitektprojekt, hvor det kun er verdens stjernearkitekter, som kommer i betragtning. I år er Bjarke Ingels Group valgt til at tegne den midlertidige pavillon, der skal stå i  Kensington Gardens sommeren over.

-Det her er enormt stort i arkitektkredse. Med vores øjne vil det give en masse i forhold til omtale og bevågenhed, siger kommunikationschef Torben Rønlev.

 

I stedet for mursten af ler eller sten, vil muren bestå af fiberglasmoduler fra Fiberline Composites. Foto: BIG

 

 

Fiberline er i fuld gang med at fremstille moduler i glasfiber, der skal stables og tilsammen danne pavillonen. Den bliver bygget, så den ser forskellig ud, alt efter hvor man står og betragter den fra. Indeni bliver der en cafe med plads til foredrag og samtaler om arktitektur.

Over en halv million gæster

Man regner med at over en halv million mennesker vil besøge pavillonen, så Fiberline forventer at udstillingen kan gøre virksomheden kendt i arkitektbranchen over hele verden.

Det vil betyde rigtig meget for os, for Middelfart, for Fyn – og for Danmark, siger Torben Rønlev.

De skal være færdige midt i maj, hvor modulerne skal sendes til London. Her samler et ingeniørfirma dem og konstruerer pavillonen. Den 6. juni skal den stå færdig i Kensington Gardens.

Stram deadline

Bjarke Ingels Group samarbejder i forvejen med Fiberline om et stort projekt i Basel, hvor arkitektfirmaet har fået øjnene op for Fiberlines løsninger i glasfiber. Bjarke Ingels har luret på materialet og været på fabrikken imellem jul og nytår, hvor detaljerne er faldet på plads. 

The Serpentine Pavillon er bygget op om modsætninger - transparant og solid - firkantet men bølget. Foto: BIG

 

 

– Tidsmæssigt har vi kniven på struben. Det er en helt ny opgave, men vi regner med at nå målet, siger Torben Rønlev

100% dansk projekt

Bjarke Ingels står for arkitekturen, Fiberline for modulerne og Dinesen Gulve leverer belægningen i det 100% danske projekt, der kan blive et udstillingsvindue til verden.

Man kan se i Kensington Gardens fra den 10. juni og frem til den 9. oktober.

Fyn Live sender direkte fra Fiberline Composites kl 14.10 i dag

Ved du noget? Så send os et tip