Straf tvinger Kerteminde til at spare

Kommuner over hele landet slår bremserne i og sparer overalt for at holde budgetterne og undgå straf fra regeringen. Det gælder blandt andet Kerteminde Kommune.

Glem alt om at købe nyt legetøj til børnehaven eller få en vikar til plejehjemmet.

Kommuner over hele landet spænder i disse måneder livremmen ind for at holde årets budgetter. Gør de ikke det, vanker der straf fra regeringen, og det forsøger kommunerne nu indædt at undgå.

Mindst hver fjerde kommune i Danmark må ifølge en rundspørge fra Ritzau spare de sidste måneder af 2008 for ikke at overskride budgettet.

Blandt dem er Kerteminde Kommune.

- Vi har slået alle bremser i og bedt alle vores institutioner om kun at bruge penge på det allermest nødvendige. Alt det, de har påtænkt at købe, må vente til næste år, siger borgmester Palle Hansborg Sørensen (S).

Ifølge en række af de kommuner, Ritzau har spurgt, bliver der sparet bredt over alle områder i kommunerne for at få budgetterne til at holde.

Oversigt

    Oversigt