I det fynske folks tjeneste

Suspenderet: Ærø-betjent sigtet for bedrageri

En politibetjent fra lokalpolitiet på Ærø er blevet sigtet for i alt 23 tilfælde af bedrageri med kørselsregnskaber.

23 tilfælde af fejl med registrering i kørebøgerne har nu fået politiet til at suspendere en betjent fra Ærø for tjeneste.

Betjenten bekræfter selv over for TV 2/FYN, at sagen handler om, at han har skrevet forkert i sin kørebog.

Derudover har han ingen kommentarer til sagen, men henviser til tillidsmanden hos Fyns Politi. Tillidsmanden afviser dog at udtale sig om sagen, da han betragter den som en personalesag.

Ifølge TV 2/FYNs oplysninger drejer anklagen sig om, at betjenten skulle have snydt sig til relativt små beløb ekstra pr. bogføring i kørebogen.

Politidirektør Kit Claudi Grøn-Iversen er bekendt med sagen og siger, at det ikke er Fyns Politi selv, der har anmeldt betjenten.

- Min reaktion er, at jeg kan bekræfte, at der findes sådan en sag i Fyns Politi.

Er det jer, der har anmeldt betjenten?

- Nej, det er ikke os. Og det har jeg Ikke yderligere kommentarer til. Det er en personalesag.

Helt overordnet hvad er så din reaktion på, at der findes en sådan sag i Fyns Politi?

- Grundlæggende bør der ikke versere sager. Men jeg har ingen kommentarer, siger politidirektør Kit Claudi Grøn-Iversen.

Den Uafhængige Politiklagemyndighed arbejder lige nu med efterforskningen af sagen, der har høj prioritet, fordi den omhandler en sigtet betjent.

- Jeg kan bekræfte, at vi kører en efterforskning. Det omhandler tjenstligt misbrug og bedrageri. Vores redegørelse bliver sendt til statsadvokaten indenfor overskuelig fremtid, siger Karina Toftgaard Matthiesen, der er chefkonsulent ved Den Uafhængige Politiklagemyndighed.

Statsadvokaten skal derefter tage stilling til, om der skal rejses tiltale mod betjenten.

- Den uafhængige Politianklagemyndigheden sender en redegørelse, og vi arbejder så hurtigt, som vi kan. Når der er betjente, der er sigtede, er der fokus på, at det skal gå hurtigt. Men det skal selvfølgelig stadig også undersøges grundigt, siger Karina Toftgaard Matthiesen.

TV 2/FYN følger sagen, og du kan få seneste nyt fra klokken 14.

Ved du noget? Så send os et tip