I det fynske folks tjeneste

Svendborg Jobcenter i top

Efter at have fået voldsom kritik af sine resultater, er Svendborg Jobcenter nu helt i top blandt sammenlignelige kommuner.

Svendborg Jobcenter har oppet sig siden 2008

I den seneste sammenligning af 12 kommuner med de samme vilkår scorer Svendborg Jobcenter førstepladsen.

Centret har førstepladsen når det gælder antallet af sygedagpengeforløb, som er faldet med 36,8% siden 2008. Gennemsnittet for alle 12 kommuner er et fald på 12,3%.

Når det gælder om at nedbringe antallet af arbejdsløse har Svendborg Jobcenter en andenplads. Ganske vist er ledigheden steget med 9,4%, men det er stadig den næstmindste stigning, kun overgået af Bornholm, som har event at nedbringe antallet af ledige med 1,2%.

I april 2009 var der 596 arbejdsløse under Svendborg Jobcenter.

For de 12 sammenlignelige jobcentre tilsammen steg ledigheden fra 2008 til 2009 med 25,9%. 

Svendborg Jobcenter ligger på trediepladsen med hensyn til at holde unge under 25 år ude af overførselsindkomst-systemet.

Nok er tallet steget med 34,7%, men gennemsnittet for de 12 kommuner er 42,4%.

Jobcenterchef Birgit Bagge er ikke i tvivl om at den voldsomme kritik har gjort ondt på medarbejderne og fået dem til at oppe sig.

- Derfor er det en stor tilfredsstillelse, at det nu går i den rigtige retning. Det kan medarbejderne være stolte over, siger hun.