I det fynske folks tjeneste

Rejser til verdens mest isolerede land arrangeres af ung fynbo

Ung fynbo har stiftet sit eget rejsebureau, hvor turen går til Nordkorea.

00:11

Jonas Andersen arrangerer rejser med sit eget bureau til Nordkorea.

Den 24-årige iværksætter Jonas Andersen har været i Nordkorea ad flere omgange. Han arrangerer nu turistrejse til det lukkede land med sit bureau Nordkorea360.

Udenrigsministeriet fraråder alle rejser, som ikke er nødvendige, hvis man vil til Nordkorea. Men det skræmmer ikke den unge iværksætter. 

- Jeg mener, at det er vigtigt at lære nyt konstant. Så derfor forsvarer jeg det med, at det er nødvendigt at lære noget mere om verden. Men det er klart, jeg følger med i, hvad der sker. Og hvis jeg var nervøs for, at der skulle ske mig noget, så ville jeg ikke tage til Nordkorea, siger Jonas Andersen.

Fordomme om landet

Selvom man aldrig kan være sikker på, hvad der sker, tror den unge iværksætter, at man nok skal klare sig, hvis man overholder de regler, der er fastlagt.

- Der kan ske noget ekstraordinært alle steder. Og det kan jeg ikke gå og være nervøs for hele tiden, bare man holder sig inden for de rammer, der er sat. Jeg tror ikke på, at alt er opstillet. Når vi eksempelvis befinder os i metroen, hvorfor skulle de så putte 3.000 mennesker ned i metroen for at imponere syv danskere? Når vi taler med mennesker, som også tager metroen, tror jeg på, at det er deres hverdag, siger Jonas Andersen.

Idéen udspringer fra Jonas Andersens udvekslingsophold i Sydkorea, hvor man fik lov til at komme på en guidet femdagstur til Nordkorea. Siden har det lukkede land betaget ham.

- Jeg tror på, at uanset hvad man synes, så er det sundt at opleve en ny verden og en ny kultur. Min pointe er bare, at der findes et helt andet land. Og vi kan ikke bare gå hjemme i Danmark og være os, siger han.

Læs også Årets største rejsedag: Her rammer vindstød af stormstyrke

Interessen er stor

Ifølge den unge fynbo er interessen for at rejse til Nordkorea stor, men mange er dog alligevel skeptiske, når det kommer til at rejse til verdens mest isolerede land.

- Folk er lidt usikre på, hvad der egentligt skal ske, og om de får noget ud af rejsen. Nogle er nervøse, og hvis det er tilfældet, mener jeg ikke, at man burde tage afsted - hvis man går og er bange hele tiden, får man intet ud af rejsen, fortæller han. 

Næste uge rejser Jonas Andersen afsted for tredje gang med et rejsehold bestående af syv personer. 

Jonas Bang Andersen er født og opvokset i Bogense på Fyn. For tiden læser han en kandidat i e-business på Copenhagen Business School.

06:03

Til påske skal Jonas Andersen afsted til Nordkorea for tredje gang. Han står selv bag rejsebureauet, der arrangerer grupperejsen, og faktisk er han rejseleder, når de skal afsted. Vi havde ham i studiet til en snak om landet, som de færreste får adgang til.

Luk video