I det fynske folks tjeneste

Vild med volley: Middelfart parat med parader og smash

00:37

Video: Alex Syrik

Middelfarts Volleyballklub spillede i dag første finalekamp ud af i alt fem. Glæden og forventningerne var enorme og de blev indfriet.

Lillebæltshallen i Middelfart er gjort klar til årets hidtil vigtigste kamp. Hallen ligger nemlig gulv til den første ud af i alt fem finalekampe mellem Middelfart Volleyballklub og Gentofte Volley.

En kamp både spillere, tilskuere og ikke mindst formanden har set meget frem til.

- Vi glæder os på drengenes vegne og på klubbens vegne. Og så håber vi, at hallen bliver fuld i dag, siger Søren Stein Brinck, formand for Middelfart Volleyballklub. 

Og samme spændte følelse render sønnen, Jacob Stein Brinck, rundt med under opvarmningen.

- Jeg glæder mig sindsygt meget. Da jeg cyklede til hallen i dag, var jeg helt oppe at køre med armene højt oppe og alt muligt. Jeg er mega klar, og jeg glæder mig så meget, fortæller Jacob Stein Brinck. 

Jeg er mega klar, og jeg glæder mig så meget

Jacob Stein Brinck, spiller, Middelfart Volleyballklub

Men helt klar var Middelfart dog ikke til kampstart. Mange fejl og et godt spillende Gentofte hold gjorde at sæsonens suveræne tophold og storfavoritter tog første sæt. 

- Gentoftes topniveau er rigtig godt, og hvis vi skal have en chance så skal vi også spille på topniveau. Og det gjorde vi ikke i første sæt. Der lavede vi alt for mange fejl, og fik en røvfuld, forklarer formanden.

Tilskuere satte sæsonrekord

Selvom vejret viste sig fra sin varmeste side i år, så var der stor opbakning til byens volleyhelte. 434 tilskuere havde fundet vej til siddepladserne og de satte dermed tilskuerrekord i denne sæson. 

En af dem, der var mødt op for at se kampen var byens borgmester, Johannes Lundsfryd (S).

- Det her er jo en stor kamp for Middelfart. Den har vi ventet på siden sidste år, så vi glæder os rigtig meget til finalen. Det betyder jo noget for byen. Der er næsten fuldt hus herinde og en god stemning omkring volleyballholdet, siger Johannes Lundsfryd. 

Læs også Se det afgørende skud: Middelfarts mænd i DM-finale

Også Bettina Alsen og Kim Sønderskov Kristensen havde fundet vej til Lillebæltshallen.

- Vi er gamle divisionsspillere både min mand og jeg, og derfor er vi ovre og se kampen i dag. Vi håber jo selvfølgelig på, at Middelfart vinder, fortæller Bettina Alsen.

- Det er rigtig fedt, nu hvor der er mange mennesker herude. Det skulle der jo komme til daglig. Når man har været her gennem hele året, er det godt at se, at der kommer flere og flere - især når det er så godt vejr.

Og de fremmødte tilskuere fik noget at juble af. Middelfart fik rystet den dårlige start af sig og vandt kampen samlet med 3-2 i sæt. Næste kamp i finaleserien er 12. april i Gentofte. 

Ved du noget? Så send os et tip