Kendt fynsk møbelvirksomhed betaler ansatte for at træne

Hos møbelvirksomheden Montana Furniture skal medarbejderne to gange om ugen dyrke motion sammen i arbejdstiden. Træningen er betalt af virksomheden og skal give et bedre sammenhold mellem de ansatte.

Normalt er Montana Furniture bedst kendt for sine farverige reolsystemer, der gennem tiden har fundet vej ind i mange danske hjem.

Men møbelvirksomheden i Haarby kan nu også bryste sig af aktive medarbejdere.

Som et forsøg har virksomheden nemlig indført én times motion i arbejdstiden fordelt over to dage om ugen. Træningen er for alle ansatte og bliver betalt af virksomheden.

- Det gør jo en kæmpe forskel. Normalt er den eneste motion, man får, når man løber frem og tilbage mellem kontorerne eller kaffemaskinerne, siger Helene Koefoed, der er ingeniør hos Montana Furniture. 

Under projektet er hun og godt 160 andre medarbejdere fordelt over to hold, som træner på forskellige ugedage.

Aktiviteterne består enten i en gåtur eller et spil floorball, og den alternative måde at bruge arbejdstiden på vækker begejstring hos Helene Koefoed, der er vant til at tilbringe en stor del af arbejdsdagen bag et skrivebord.

- Jeg sidder ofte på min plads de her syv timer om dagen. Så jeg synes, at det er superfedt, at man har en arbejdsplads, der gider at sætte tid af til, at vi faktisk kan komme ud og røre os lidt, siger hun.

Skal løfte samarbejde

Det er virksomheden, der har taget initiativ til at deltage i projektet under navnet  "Aktiv Arbejdsplads", som udbydes af Dansk Firmaidræt. 

Idéen opstod, da en trivselsmåling viste, at samarbejdet haltede på tværs af afdelingerne i virksomheden. Flere medarbejdere gav også udtryk for, at de ikke fik søvn nok. 

Og spørger man Lars Pedersen, der til daglig arbejder som montør i Montana Furniture, er det netop noget af det, som de ugentlige træninger er med til at afhjælpe.

- Man kommer tilbage med lidt mere energi. Og det gør, at man lærer hinanden at kende på en anden måde end i den almindelige dagligdag, fordi det er mere uformelt, siger han. 

Selvom ledelsen forventer, at alle medarbejdere gør brug af ordningen, ved de også, at ikke alle er lige begejstrede for at deltage.

- Vi kan jo kun opfordre til det og sende et signal om, at vi er en virksomhed, hvor trivsel er førsteprioriteten, og hvor det her med sundhed og samarbejde er vigtigt, siger Christian Nordborg, der er indkøbs- og logistikchef i Montana Furniture.

Gør dagen lettere

Selvom projektet kun har været i gang i to uger, mærker Helene Koefoed allerede, at træningen gør hende i stand til at vende tilbage til arbejdsdagen med fornyet energi.

- Den rastløse energi er brændt af, og jeg kan sætte mig ind foran min skærm med ro og virkelig koncentrere mig om de opgaver, jeg skal lave derinde, fortæller hun. 

Derfor tøver hun heller ikke med at opfordre andre virksomheder til at sætte lignende initiativer i søen for sine ansatte. 

- Hvis en virksomhed har muligheden for at gøre et eller andet tilsvarende, så synes jeg da helt klart, at man skal, siger hun.

Montana Furniture fortsætter med projektet "Aktiv Arbejdsplads" frem til oktober 2020.

Du kan se hele indslaget om Montana Furniture herunder: