Politiet offentliggør billede fra groft røveri mod tankstation

I søndags blev der begået et røveri mod Circle K i Glamsbjerg. Politiet har offentliggjort et billede og en beskrivelse af to mænd.

Fyns Politi har offentliggjort et billede af to mænd i forbindelse med et røveri på en tankstation.

I søndags klokken 8.56 blev der begået et røveri mod Circle K-tankstationen på Odensevej i Glamsbjerg på Fyn.

En rød Huyndai Matrix blev parkeret på Fåborgvej bag Circle K. Herfra løb to mænd ind i butikken bevæbnet med henholdsvis en kniv og en sort pistol. 

Gerningsmændene ville røve kontanter, men da butikken var pengeløs blev udbyttet i stedet for cigaretter og spiritus.

Røveriet beskrives trods det lille udbytte som særdeles groft, idet den ene gerningsmand ved røveriets afslutning to gange opfordrede den anden gerningsmand til at skyde ekspedienten.

Sådan ser mændene ud

Efter cirka to minutters ophold i butikken løb gerningsmændene retur til bilen, hvorefter et vidne så dem køre fra stedet ad Odensevej mod Assens.

Gerningsmændene beskrives som to mænd, 175 centimeter høje, almindelige af bygning, mørke i huden, iført mørkt tøj og med tørklæder for ansigterne.

Hvis du har oplysninger i sagen, kan du kontakte Fyns Politi på telefonnummer 114.

Oversigt

    Oversigt