Vilde tal: CS:GO-finale havde kæmpe effekt

Rapport viser store tal for mediedækningen af finalen i Counter-Strike-turneringen ESL Pro League. Amerikanske ESPN nåede ud til 424 millioner modtagere.

Stor tilfredshed er vendt til glæde. Det kan konstateres efter Odense Kommune har fået målt medieeffekten af decembers store e-sportsarrangement i Arena Fyn.

Her mødtes nogle af verdens allerbedste gamere i en dyst om titlerne i skydespillet Counter-Strike - eller i gamer-munde bare CS:GO.

I nærheden af 5.000 tilskuere så det brasilienske hold SK Gaming vinde finalen i ESL Pro League Final. Her slog de efter en match på fem en halv time FaZe Clan, som blandt andre havde danske Finn "karrigan" Andersen ved skærmen.

Netop den store tilstrømning til hallen på Lille Tornbjerg Vej i Odense, direkte tv på blandt andet DR 3 og streaming på blandt andet den Amazon-ejede online gamerkanal Twitch sendte signaler om og fra Odense ud i den store verden.

Vilde tal

Nu foreligger der en rapport fra ESL om, hvor megen omtale arrangementet, som officielt hed ESL CS:GO Pro League Finals S6 Odense 2017, opnåede. 

Der er registreret 3.400 artikler i 50 lande siden finalen i Odense blev annonceret i august. Med 80 journalister var der mere end det dobbelte antal journalister til stede i Arena Fyn end der var, da finalerne blev afviklet i Dallas, USA, i 2016, noterer rapporten.

Oven i kommer, at viften af medier var bred og talte de traditionelle medier og gamernes specialmedier som for eksempel Gamereactor.

Rapporten viser også, at arrangementet har haft stor gennemslagskraft i Rusland og USA.

ESPN ramte 424 millioner

TV 2/Fyns dækning med artikler, livedækning og tv nåede ud til i omegnen af én million modtagere, mens den velrenommerede franske sportsavis L'Équipe nåede ud til ni millioner modtagere.

Amerikanske ESPN præsterede ifølge rapporten vilde tal og nåede via dets net af satellit- og kabel-tv-stationer i USA, Storbritianien, Canada og Brasilien ud til ikke færre end 424 millioner (!) modtagere.

Venter på flere rapporter

Selvom rapporten alene beskæftiger sig med mediedækningen, er der hos Odense Kommune stor tilfredshed og glæde over de flotte tal:

- Vi er rigtig glade for at eksponeringen har været så stor, som den har været, siger kontorchef hos Vækst i Odense Kommune, Louise Hansen, til TV 2/Fyn.

Hun har endnu et par rapporter om arrangmentet tilgode, og venter på tal på den turismeøkonomiske effekt og en rapport om rekruttering.

- Eksponeringen i sig selv er ikke det vigtigste. Det væsentlige er jo, hvad det betyder for rekrutteringen af medarbejdere fra Fyn, og hvad turisterhvervet har fået ud af eventen. Det mangler vi stadig data på, siger Louise Hansen.

Oversigt

    Oversigt