Privat-skiltene er sat op tre steder ved de populære naturstier langs Hudevad Sø i det gamle grusgravsområde Tarup-Davinde.
Den private lodsejer Kim Kølerfeldt driver Fyns Fiskevand. Kim Kølerfeldt har uden tilladelse sat de tre skilte op på ovenpå de skilte som naturplejeselskabet Tarup-Davinde I/S har sat op med vejledning ved færdsel i området.
På de oprindelige skilte stod der: "Privat sti - Vis hensyn - Færdsel til fods og på cykel tilladt."
Kim Kølerfeldt har sat skiltene op, fordi han føler sin ejendom generet af de mange forbipasserende.
- Problemet er, at den offentlige færdsel gør det umuligt for mig at drive mit erhverv. Jeg oplever, at de redskaber, jeg bruger i mit fiskeri bliver stjålet, tømt og ødelagt. Og det er uholdbart, siger Kim Kølerfeldt.
Det er sekretariatsleder John Juul Henriksen fra Tarup-Davinde I/S, der står bag anmeldelsen af lodsejeren.
- Vi har anmeldt ham, fordi de skilte, han har sat op, begrænser offentlighedens adgang til området, siger sekretariatsleder John Juul Henriksen.
Det er Faaborg-Midtfyn kommune, der skal behandle sagen. Og her er meldingen klar.
- Vi har bedt ham om at tage skiltene ned igen inden mandag, siger sagsbehandler Michael Rosener fra Faaborg-Midtfyn kommunes plan- og kulturafdeling.
Men Kim Kølerfeldt opgiver ikke. Skiltene bliver ikke fjernet, og han vil nu søge tilladelse til at beholde skiltene. Og om nødvendigt vil han gå til Naturklagenævnet med sin sag.