Fynsk hanløve 'spiste' en bid af to virksomheder: Solgte virksomhed for milliardbeløb under en ferie i Barcelona

I torsdagens afsnit af DR-programmet Løvens Hule indtog den fynske investor Thomas Visti Jensen en plads som gæst side om side med de andre løver. Han investerede selv i to virksomheder.

Da Thomas Visti fik tilbudt en af stolene i Løvens Hule, havde han ét krav til teamet bag. 

- Jeg sagde til dem, at hvis jeg skulle være en del af det, skulle der være tech på programmet. Det er her, jeg har mine kompetencer og erfaring fra de to robotvirksomheder, siger Thomas Visti.

Thomas Visti, der er tidligere medejer af de to robotvirksomheder Universal Robots og Mobile Industrial Robots, blev kort efter ringet op af folkene bag programmet, som gik med på hans krav.

- Jeg synes, at Løvens Hule ville være godt tjent med, at der også kom noget tech i nogle af afsnittene. Det har været efterspurgt igennem mange år, så det var naturligt for mig at tage den rolle, siger investoren.

Fik øjnene op for virksomheder i tv-program

TV 2 Fyn møder 49-årige Thomas Visti i en stor, gammel palævilla på Helgavej i Odense. Det er her, at Visti Unlimited holder til. Et kontorfællesskab og samarbejdspartner for iværksættere, som han etablerede efter en række af succesfulde investeringer.  

På Helgavej i Odense ligger Visti Unlimited.
På Helgavej i Odense ligger Visti Unlimited.
Foto: Anders Høgh

I torsdagens program fortsatte Thomas Visti så sine investeringer. Hans valg faldt på to virksomheder, henholdsvis mobilcover-virksomheden Porsentech og Heimdalgaard, der producerer mikrogrønt og urter til restaurationsbranchen i Midtjylland. Her smed han en kvart million og 150.000 kroner i puljen.

- Jeg havde nok ikke mødt de virksomheder, hvis ikke jeg var en del af programmet. Det er også en reminder til mig selv om, at jeg skal kigge bredere, siger han.

Investoren bliver ikke en del af det faste team i Løvens Hule, men han kigger forbi igen senere i sæsonen.

Underskrev aftale på 2,3 milliarder midt under ferie

Serieinvestoren har en baggrund som elektronikingeniør. I dag har han investeret i blandt andet techvirksomheder, et fitnesscenter og en vinbar midt i Odense centrum. Han har dog primært tjent sine penge gennem de fynske robotvirksomheder Universal Robots og Mobile Industrial Robots. 

Men vejen dertil har ikke kun været fryd og gammen. 

- Vi arbejdede jo dag og nat og i weekenden. Der har været pressede perioder, hvor jeg også har tilsidesat min familie, siger Thomas Visti. 

Han tilføjer, at man kan tvivle på sine projekter, indtil pengene tikker ind på kontoen. Tidligere tvivlede han også på, om robotvirksomhederne overhovedet ville blive til noget. Men den tvivl blev gjort til skamme. 

- Min kone og jeg var i Barcelona, da beskeden tikkede ind om, at jeg skulle underskrive de endelige aftaler i forhold til salget af Universal Robots. Der kan jeg bare huske, at jeg sidder og sitrer, for nu sker det. Det var en surrealistisk oplevelse, siger Thomas Visti.

Universal Robots blev solgt for 2,3 milliarder kroner. Tre til fire år senere blev Mobile Industrial Robots solgt for 1,7 milliarder kroner. Her var Thomas Visti hovedaktionær sammen med stifteren.

Avisartikler om robotvirksomhederne Universal Robots og Mobile Industrial Robots hos selskabet Visti Unlimited.
Avisartikler om robotvirksomhederne Universal Robots og Mobile Industrial Robots hos selskabet Visti Unlimited.
Foto: Anders Høgh

Så meget fynbo som man kan være

For Thomas Visti handler det nu om at give tilbage og dele ud af sine erfaringer og kompetencer til nye iværksættere. Derfor har han valgt at lægge Visti Unlimited i Odense.

- Jeg er så meget fynbo, som man kan være. Jeg har også et ansvar i at være med til at løfte Fyn, og det prøver jeg at gøre så godt som muligt. Så det betyder rigtig meget for mig, slår han fast. 

- Da jeg startede med Universal Robots i 2009, var der ikke ret meget positivt i erhvervslivet omkring Odense. Alt lukkede nærmest på det tidspunkt. Der synes jeg, at jeg - og vi - har været med til at gå forrest i at skabe noget optimisme omkring Fyn. Vi har fået noget mere tro på, at vi godt kan. Og det er jeg stolt af, siger Thomas Visti. 

Spørger man hvad den fynske investor er mest stolt af, er svaret klart. 

- Det er, at vi har skaffet de arbejdspladser til Fyn, som vi har gjort. Jeg glæder mig over, at vi har været med til at påvirke den forandring, der er sket i Odense og på Fyn. Det betyder allermest for mig, afslutter han.

Oversigt

    Oversigt