Alm om historisk nederlag: - Det er hårdt

Efter tumult til træninger måtte OB-spillere mandag tage til træning igen med store resultatmæssige tømmermænd ovenpå et historisk nederlag til FC København.

- Den sidder hårdt på os.

Sådan lyder det fra OB's cheftræner Andreas Alm dagen derpå.

Søndag tabte OB til FC København med intet mindre end 7-0.

Noget der aldrig er sket før i den traditionsrige fynske klubs superligahistorie. 

- Det var en hård dag på kontoret, siger cheftræner med et dybt suk.

Han havde ellers troen på sejr med til København.

- Frem til det 28. minut troede vi, at vi havde en god chance for at tage point i Parken, men så fik vi rødt kort, siger Andreas Alm.

Og resten er historie.

Håber ærgrelsen fordamper

OB spillede med ti mand i mere end en time af søndagens nederlag, og i den sidste halve time var det fynske hold reduceret til ni spiller på grund af et rødt kort nummer to.

Det første røde kort fik Aske Adelgaard, da han gled i kanten af feltet og kom til at ramme bolden med sin hånd. 

Det var iøvrigt den tidligere OB-talentspiller Rasmus Falk, der sømmede det fjerde søm i OB-kisten med en scoring ovenpå en afretning.

Mandag mødtes de slagne OB-spillere og trænerteamet så i Ådalen til træning.

- Jeg har sagt til spillerne, at jeg selv føler, at den her kommer til at sidde hårdt i flere dage, fortæller Andreas Alm.

Han siger dog, at det er godt at møde ind til træning dagen derpå.

- Med træningen i dag, så kan det være, at nogle procenter fordamper, men det kommer stadig til at sidde hårdt, gentager træneren.

Målsætning er teoretisk mulig

Andreas Alm tror stadig på OB's chancer for at nå top 6, hvor det er muligt at spille sig til kampe ude i Europa.

- Mens vi står her, så er det realistisk, på den måde at det er teoretisk muligt, uddyber cheftræneren. 

Om fem dage skal holdet i kamp igen og møde AaB.

- Det er godt, at kampen kommer fredag, for så får vi en ny mulighed for at skabe et billede af, hvordan vi vil spille, siger Andreas Alm.

På trods af den teoretiske mulighed, så er det hårde odds, som OB er oppe imod. Senest har der nemlig været en del uro til holdets træninger.

Oversigt

    Oversigt