Forsvarer: Rigsadvokat bøjer sig for pres

Advokat for dømt hashhandler fra Fyn afviser, at hans klient bare kan rejse et andet sted hen med sin familie.

Det er på grund af det politiske pres, at Rigsadvokaten nu vil søge om at få sagen om den fynske hashhandler Mahmoud Khalil Salems udvisning for Højesteret.

Det siger Kim Bagge, der er advokat for Salem.

- Hvis man foretager en ren juridisk vurdering af den her sag, så havde man ikke søgt om det. For der er intet principielt i den. Den er helt efter bogen, siger Kim Bagge.

Østre Landsret afviste for nylig, at Salem, der her otte børn, kan udvises. Og ifølge Kim Bagge, er det er vigtigt at man værner om retten til et familieliv.

- Bare fordi faren kvajer sig, skal det ikke nødvendigvis have en konsekvens for alle andre, siger han.

Samtidig afviser advokaten påstanden om, at hele familien bare kan rejse et andet sted hen, hvis de gerne vil være sammen.

- Alle børnene og hustruen er danske statsborgere, og de kan ikke bare tage til Libanon og slå sig ned i en flygtningelejr. Der er ingen grund til at tro, at Libanon synes, at det er verdens bedste idé, at andre landes statsborgere kommer rejsende, siger han.

Kim Bagge peger også på, at hans klient, der ellers ofte omtales som bandeleder, kun var med i gruppen Black Ghosts i nogle måneder.

- Det har anklageren ikke bestridt i hverken by- eller landsret. Der er ikke tale om, at han har styret en gruppe, som han har fået til at rende rundt og sælge hash, siger forsvarsadvokaten.

Rigsadvokat Jørgen Steen Sørensen afviser selv, at han lader sig presse af diskussionen på Christiansborg.

- Anklagemyndigheden ønsker alene sagen indbragt for Højesteret fordi den har en principiel karakter, der vil kunne få betydning i andre lignende sager. Det kan vel ikke være sådan, at anklagemyndigheden er afskåret fra at søge en sag indbragt for Højesteret, alene fordi den også optager den politiske opinion, siger rigsadvokaten.

Oversigt

    Oversigt