Håber på tocifret millionbeløb: Borgmester vil investere i Odense Stadion

Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S) vil investere et tocifret millionbeløb i at udvikle Odense Stadion.

Et "pænt tocifret millionbeløb" kan være på vej til at renovere og modernisere Odense Stadion. 

Det siger Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S) til podcasten Stemmer fra Ådalen, der handler om Odense Boldklub. 

Også i onsdagens budgettale til byrådet, meldte borgmesteren ud, at det var tid til at modernisere OB's hjemmebane. 

Ifølge borgmesteren skal man

"... afsøge mulighederne for at modernisere Odense Stadion i samarbejde med medejere og interesserede investorer. Vi skal gøre vores for at sikre, at vi får flere fantastiske aftener som den i søndags. Hvor FCK blev sendt hjem til København med tæsk", hvilket han fortalte i sin budgettale. 

Til Stemmer fra Ådalens Facebook-side er borgmesteren mere konkret. 

- Jeg håber, vi kan finde et pænt tocifret millionbeløb, som vi kan lægge på brættet til at komme i gang, og så skal vi have Odense Sport & Event og eventuelt andre investorer med ind og forpligte sig, siger han til Stemmer fra Ådalen.

Udmeldingen om en mulig lokal investering i stadion kommer i kølvandet på, at byrådet har vedtaget planen "Velfærdens Fundament", der frem mod 2030 skal være med til at sikre renovation og modernisering af skoler, daginstitutioner og plejehjem samt investeringer i idrætsfaciliteter i byen. 

- Det er på plads. Så synes jeg også, at tiden er til, at vi kan vende os mod at få løftet stadion, siger borgmesteren til Stemmer fra Ådalen

Byrådets partier skal i løbet af efteråret forhandle næste års budget på plads, og det er udfaldet af de forhandlinger, der kommer til at afgøre, om der bliver penge til at renovere stadion, og hvor mange penge det vil dreje sig om.

Oversigt

    Oversigt