Mulig påsat brand beskadiger flere kælderrum

En brand i et depotrum i en opgang på Dianavænget i det sydvestlige Odense skal torsdag undersøges af politiets teknikere. Branden kan muligvis være påsat.

En pludseligt opstået brand i en kælder fik sent onsdag aften både politiet og Beredskab Fyn til at rykke ud til en brand på Dianavænget i Dalum i det sydvestlige Odense

Ifølge politiets første informationer er branden, der opstod omkring klokken 22.15, startet i et kælderrum, og har efterfølgende delvist spredt sig til de tilstødende rum.

quote Vi er i tvivl om, hvorvidt branden er startet af sig selv, eller om den er påsat

Milan Holck Nielsen

Det fortæller vagtchefen ved Fyns Politi, Milan Holck Nielsen.

- Umiddelbart er der et par depotrum, der har fået brandskader, men ellers er der kun røgskader som følge af branden, siger vagtchefen.

Kun materielle skader

Han fortæller, at der ikke er nogen tilskadekomne i forbindelse med branden, og at rengøring og oprydning efterfølgende langt henad vejen kunne klares med udluftning.

- Branden nåede at sprede sig lidt, men blev ret hurtigt slukket af brandvæsnet. Der er primært tale om røg- og sodskader, og så er der brandskader i det rum, hvor branden opstod, siger Milan Holck Nielsen.

Vagtchefen fortæller, at brandstedet er afspærret og skal undersøges her til morgen eller i løbet af formiddagen.

- Vi er i tvivl om, hvorvidt branden er startet af sig selv, eller om den er påsat. Det kan vi endnu ikke af- eller bekræfte, og derfor skal vi have det undersøgt, siger Milan Holck Nielsen.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt