Odenses danmarksmestre tromler sagesløs oprykker

Ringkøbing Håndbold fik ikke et ben til jorden mod danmarksmestrene onsdag aften.

Danmarksmestrene fra Odense Håndbold buldrer videre i kvindernes liga.

Onsdag aften blev oprykkerne fra Ringkøbing Håndbold udsat for en god gammeldags rundbarbering.

Vestjyderne måtte tage hjem fra Fyn med et nederlag på 18-35 i bagagen.

Odense har nu vundet fire ud af fire kampe i den nye sæson, og klubben deler førstepladsen med Herning-Ikast, der har været lige så godt kørende.

Ringkøbing har fortsat sit første point til gode i denne sæson, men der blev altså ikke uddelt gaver i Odense.

Vestjyderne fulgte med til 2-2 i tredje minut, men derfra var Odense-spillerne ubarmhjertige. Allerede ved pausefløjt var føringen vokset til 11 mål.

Højreback Dione Housheer var særligt skarp i sine afslutninger og blev topscorer i opgøret med seks scoringer. Mia Rej og Malene Aambakk scorede fem hver. Hos Ringkøbing var Jane Mejlvang farligst med fem kasser.