TV2-overskud vendt til nulregnskab

TV2 gik ud af første halvår i år med et lille underskud på en halv million kroner før skat mod et overskud i samme periode sidste år på 37 millioner kroner.

Til nulresultatet skal dog lægges et overskud på 16 millioner kroner før skat på såkaldt ophørende aktiviteter vedrørende det jordbaserede sendenet.

Lægges ophørende og fortsættende aktiviteter sammen, kommer der således et lille overskud på cirka 16 millioner kroner. Regnskabet dækker over, at der fortsat er en skævvridning hos TV2, da hovedkanalen fortsat giver et stort og tilmed øget underskud, mens de såkaldte nichekanaler og TV2's øvrige aktiviteter trækker i positiv retning.

Hovedkanalen gav i første halvår af 2009 et underskud på 143 millioner kroner, mens tallet for første halvår i år var steget til et underskud på 157 millioner kroner.

På plussiden bidrager nichekanalerne og øvrige aktiviteter med 157 millioner kroner i overskud før skat, mens det tal i samme periode sidste år var 180 millioner kroner.

 - 1. halvår har været præget af store programomkostninger til blandt andet VM i fodbold, og vi er glade for, at de danske tv-seere foretrak TV2s dækning af årets største sportsbegivenhed. En anden glædelig udvikling er, at tv-reklameindtægterne har vist en lille stigning på 12 millioner kroner svarende til to procent, lyder det fra TV2's administrerende direktør, Merete Eldrup, der dog tilføjer: 

- Underskuddet på hovedkanalen er dog fortsat meget stort, og hovedkanalen vil blive ved med at give utilfredsstillende underskud, indtil abonnementsbetalingen indføres.

ritzau/

Oversigt

    Oversigt