I det fynske folks tjeneste

16-årige Casper kørte ind i mur med 180 i timen: Nu drømmer han om Formel 1

00:19

Video: joma

Casper Røes Andersen fra Odense er trådt ind i Formel 4-klassen, men øjnene er rettet mod større mål. Casper vil være verdens bedste.

Der faldt en let regn, den aprillørdag på racerbanen Circuit Paul Ricard i Le Castellet i det sydlige Frankrig. Bag rattet på en af de lynhurtige Formel 4-racerbiler sad en bare 16-årig dreng fra Odense. Det var hans første løb i Formel 4, og han fik ikke taget farten af, da banen blev våd.

I stedet skred bilen ud med 240 kilometer i timen, og han fik kun taget omkring 60 kilometer i timen af farten, inden han bragede ind i en betonvæg.

Kevin Magnussen om det unge talent: 

"Jeg har fulgt Casper de seneste par år, og der er ikke nogen tvivl om, at vi har med et specielt talent at gøre. Casper rykkede et år tidligere op i senior gokart og kørte med det samme lige op med hele verdenseliten. Imponerende af en blot 14-årig, og det vidner om Caspers talent og vilje til at præstere på højeste plan. Det bliver spændende at følge Caspers skifte til Formel 4, og de imponerende testresultater, jeg har hørt om, overrasker mig egentlig ikke."

Vil være den bedste i bedste klasse
Casper Røes Andersen steg uskadt ud af bilen, og uden en skramme på ambitionerne. Hans drøm er fortsat at blive verdens bedste - i Formel 1.

- Jeg går efter at blive verdensmester. Det er helt sikkert. Det er mit ønske, fortæller han.

Han regner med at tage en sæson mere i Formel 4. Omkring 2020 forventer han at være i Formel 1:

- Og så må vi se, hvornår jeg kan blive verdensmester.

Pendler til Frankrig
Til daglig er han elev på HHX i Odense, men når han skal køre foregår det i Frankrig. Det giver en hektisk hverdag, hvor han passer skolen, træner kørsel to timer om dagen i simulatoren, styrketræner og rejser frem og tilbage til Frankrig for at køre løb.

- Det er en hård hverdag, vi har, men hele familien er inde over projektet. De bakker mig 100 procent op.

Allerede i hans første sæson er det blevet til to andenpladser, en på Le Mans-banen og en i Barcelona.

Slap fra uheld med hovedpine
Uheldet på den våde bane i april fylder ikke noget for ham mere:

- Jeg kunne heldigvis rejse mig op og gå, bare med lidt hovedpine, fortæller han.

Det er racerløb, han brænder for, og han vil bare ud og køre. 

- Når først man sætte sig ned i bilen, tænker man ikke over, at det kan gå galt.

06:39

Hele TV 2/FYN's interview med Casper Røes Andersen

Luk video

 

Ved du noget? Så send os et tip