I det fynske folks tjeneste

1,7 milliarder: Kæmpe robothandel på Fyn

00:47

Thomas Visti forklarer, at arbejdspladserne bliver på Fyn.

Teradyne, der købte Universal Robots, har netop købt Mobile Industrial Robots (MIR)

Teradyne, der købte Universal Robots for 1,9 milliarder kroner, har netop købt fynske Mobile Industrial Robots (MIR) for 1,7 milliarder kroner.

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Teradyne er samtidig det helt rigtige valg for os, fordi vi ved, at de er meget reelle og vil bevare hovedkontoret her i Odense, ligesom de har gjort med Universal Robots

Niels Jul Jacobsen

Det er kun tre år siden, MiR leverede sin første mobile robot. Den kører stadig rundt på en dansk fabrik. MiR-robotterne har for længst bevist deres værd, og tusinder kører nu rundt i den globale industri og automatiserer intern transport.

MiR har skabt et helt nyt marked og leverede i 2017 robotter for 77,5 millioner kroner til industrien. 

- Det er en stor dag for os: MiR og Teradyne er et perfekt match. Dette opkøb vil gavne både vores slutkunder, vores distributører og vores medarbejdere. Teradyne repræsenterer ingeniørkunst i verdensklasse, har en helstøbt global supportorganisation og en veldokumenteret evne til at skabe vækst. Sammen kan vi fremtidssikre og videreudvikle MiR, så vi kan bibeholde vores unikke position på markedet. Der investeres generelt meget store beløb i produktudvikling inden for vores segment i disse år, siger direktør i Mobile Industrial Robots, Thomas Visti.

Den nye børsnoterede ejer af MiR har eksisteret i mere end 58 år og er den førende leverandør af automatiseret testudstyr. I 2017 havde Teradyne, der har hovedkontor i Boston, USA, en omsætning på 12,87 milliarder kroner, og koncernen beskæftiger globalt ca. 4.500 medarbejdere. 

Læs også Selvtænkende robotter: SDU investerer 100 millioner kroner

Uopdyrket automatiseringspotentiale

Teradyne køber sig adgang til et ganske uopdyrket marked i eksplosiv vækst. Megen af den interne transport og logistik i industrien er endnu ikke blevet automatiseret.

- Der er et enormt pres på at optimere produktionen, og den interne transport er den sidste del af automatiseringen, som mangler. Der har vi ramt den rigtige timing med vores kollaborative, mobile robotter, siger Thomas Visti.

Fra 2015-2016 femdoblede MiR sit robotsalg.

Fra 2016-2017 blev omsætningen tredoblet til 77,5 millioner kroner, og her i 2018 budgetteres der med mindst en fordobling af omsætningen i forhold til sidste år. MiR forventer at øge sin samlede stab fra de nuværende 65 ansatte til cirka 120 i 2018 samtidig med, at hovedkontoret i Odense netop er blevet udvidet til det dobbelte.

Da Teradyne opkøbte Universal Robots i maj 2015, var der 150 ansatte. I dag beskæftiger Universal Robots mere end 400 ansatte, heraf mere end 2/3 i hovedkontoret i Odense. 

Læs også Vokseværk: Fynsk robotfirma blev dobbelt så stort

Oplagte produktsynergier

Mobile Industrial Robots blev grundlagt i 2013 af den erfarne robotudvikler Niels Jul Jacobsen, der er en nøglefigur i selve opbygningen af Danmarks blomstrende internationalt anerkendte robotklynge.

- Mit primære fokus er at få vores mobile robotter ud i hele verden. Med Teradyne som ejer får vi større muskler til at sikre MiR’s fortsatte vækst på det globale marked. Teradyne er samtidig det helt rigtige valg for os, fordi vi ved, at de er meget reelle og vil bevare hovedkontoret her i Odense, ligesom de har gjort med Universal Robots. Der er også oplagte synergier mellem Universal Robots og MiR, som med en fælles ejer endnu bedre kan høstes. Vi har allerede kunder, som efterspørger en løsning med UR-robotarme monteret på en MiR-robot, fortæller Niels Jul Jacobsen.

Ejerkredsen bag MiR, som nu har betroet deres andele til Teradyne, er følgende: Thomas Visti, Niels Jul Jacobsen, Esben Østergaard, Søren Michael Juul Jørgensen og Torben Frigaard Rasmussen. Disse investorer har sammenlagt investeret små 20 millioner kroner i at opbygge og accelerere MiR’s vækst.

Ejerne af MiR modtager her og nu lidt under en milliard kroner fra Teradyne, og herudover udløses yderligere op mod 700 millioner kroner i bonus i 2020, forudsat at MiR når de fastsatte årlige omsætningsmål i perioden 2018-2020. 

Læs også Salg for en milliard: Fynsk robot-flagskib overgår egne forventninger

 

Ved du noget? Så send os et tip