I det fynske folks tjeneste

18-årig fængslet for vold og trusler mod betjente

En ung mand er varetægtsfængslet for flere tilfælde af vold og trusler mod politiet i Odense.

En 18-årig mand fra Vollsmose blev fredag formiddag varetægtsfængslet i fire uger ved Retten i Odense. Ifølge Fyns Politi har han gentagne gange chikaneret politibetjente og truet dem med vold.

- Vi er rigtig tilfredse med, at dommeren valgte at følge vores krav om fængsling i den her sag, siger anklager Charlotte Hamilton i en pressemeddelelse.

- Retten lagde vægt på, at der er tale om rigtig mange tilfælde og tilkendegav dermed, at der faktisk er grænser for, hvordan man må opføre sig over for politiet, siger hun.

Den 18-årige mand er også sigtet for en række andre overtrædelser, blandt andet for støjende og fornærmende adfærd.

De mange episoder fandt sted fra den 10. januar og frem til torsdag, hvor den 18-årige blev anholdt på sin bopæl.

Ved du noget? Så send os et tip