I det fynske folks tjeneste

2022: Motorvej på Vestfyn er tidligst udbygget om fire år

Udbygning af motorvejsstrækning på Vestfyn vil afhjælpe trængsel, mener transportminister.

Foto: Claus Fisker, Scanpix

Tidligst om fire år vil danske bilister kunne brede sig på tre spor, når de kører på motorvejsstrækningen mellem Nørre Aaby og Odense V.

Det oplyser Transport-, Bygnings- og Boligministeriet fredag, efter regeringen og Dansk Folkeparti torsdag kunne præsentere en ny bilaftale.

Ministeriet skriver, at den planlagte udvidelse af motorvejsstrækningen på Vestfyn fra fire til seks spor således tidligst vil være færdig i løbet af 2022.

Der foreligger nemlig en lang række administrative opgaver, inden selve anlægsarbejdet kan påbegyndes i 2019 eller 2020, skriver ministeriet.

- Det vil give mere plads på den trængselsplagede strækning, som er afgørende for trafikken mellem Øst- og Vestdanmark, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen i en pressemeddelelse.

Som en del af aftalen er også aftalt en takstnedsættelse for Storebæltsbroen på 25 procent, som dog først vil blive "fuldt indfaset", når motorvejen er fuldt udbygget.

Den konkrete model for takstnedsættelsen og motorvejsudvidelsen på Vestfyn vil blive fastlagt af regeringen og Dansk Folkeparti på baggrund af et oplæg fra regeringen.