Talent-jagt: 30 fynske IT- og techvirksomheder indgår pagt

En række fremstående fynske IT- og techvirksomheder har forpligtet sig til styrke væksten gennem tættere integration mellem virksomheder og uddannelsesinstitutioner.

Blandt andre webbureauet Hesehus, automation-specialisterne fra B&R Industrial Automation og Umbraco, er blandt de 30 fynske IT- og techvirksomheder, der onsdag har underskrevet en pagt, der skal sikre branchen flere talenter på Fyn.

Aftalen forpligter virksomhederne til at styrke integrationen med uddannelsesinstitutionerne.

Virksomhedspagten er et konkret tiltag i forlængelse af regeringens "Teknologipagt", der blev offentliggjort i foråret, og er et samarbejde sat i søen af den Odense-baserede interesseorganisation Technology Denmark. 

Technology Denmark arbejder for tiltrækning, udvikling og fastholdelse af talent, og tæller nogle af landets største IT- og techvirksomheder. 

Bestyrelsesformand i Technology Denmark og administrerende direktør i  House of Code, Jonathan Bornemann Junker, uddyber:

- Pagten handler om at sætte konkrete mål samt at forpligte os på at hjælpe os selv ved at hjælpe universiteterne med en opgave de ikke kan overkomme alene.

Fremskrivninger fra Danmarks Vækstråd forudser, at der i 2030 vil mangle 19.000 IT-specialister, men den indgåede aftale kommer til at betyde flere studiejobs, gæsteforelæsninger og andre former for undervisningssamarbejder, der skal styrke uddannelsen af nye IT-specialister.

SDU har forventninger

På SDU hilser man initiativet velkommen. Her siger Martin Zachariasen, dekan på Det Naturvidenskabelige Fakultet, at SDU skal styrke kvaliteten af uddannelserne via en tættere forbindelse til virksomhederne:

- Det sikrer pagten ved at skabe dialog mellem aktørerne og samtidig lavpraktisk få flere studerende ud i virksomhederne, så de rustes bedre til arbejdsmarkedet. 

- Konkret har jeg en forventning om, at det også kommer til at mindske frafaldet på uddannelserne, siger Martin Zachariasen.

Virksomhedspagten er åben for alle, som vil støtte op om indsatsen. 

Fakta

 

Oversigt

    Oversigt