I det fynske folks tjeneste

49 kræftpatienter kræver erstatning

Odense Universitetshospital er blandt de hospitaler, som et støt stigende antal kræftpatienter og pårørende klager over. De søger erstatning i Patientforsikringen.

49 kræftpatienter og pårørende har henvendt sig til Patientforsikringen for at få erstatning. Henvendelserne kommer især fra patienter med brystkræft, lungekræft og kræft i strube, hals og svælg, oplyser Patientforsikringen.

Patienterne er behandlet i hele landet, men dog flest på Rigshospitalet, Herlev Sygehus, Odense- og Århus Universitetshospitaler. Fælles for patienterne og de pårørende er, at de mener, at lange ventetider har forværret deres helbred eller kostet livet.

Anmeldelserne kommer efter den ophedede debat i slutningen af 2006 om lange ventetider, og på forhånd var der ventet en lavine af anmeldelser. Når det ikke er sket, skyldes det ifølge Kræftens Bekæmpelse, at det kræver et stort overskud at anlægge erstatning.

Patientforsikringen forventer at træffe afgørelse i de første sager om tre til seks måneder.