Bamse-invasion: 6.000 bløde krammebamser på vej til indlagte børn på OUH

Børnene på OUH kan nu se frem til nye krammebamser, der skal give dem en tryggere oplevelse under deres indlæggelse.

Bare niårige Liva Gram Petersen har allerede været indlagt mange gange. 

Med sig på OUH har hun to særlige krammebamser, som skaber tryghed for hende i en hverdag med læger i hvide kitler, sygeplejersker, nye lugte og nye indtryk.

- Jeg kan godt lide dem. De er bløde og dejlige at kramme, fortæller Liva Gram Petersen.

Hun er et af de omkring 60.000 børn, som årligt indlægges på de danske hospitaler og klinikker. I år har Trygfonden sendt mere end 6.000 krammebamser til de indlagte børn på OUH. Bamserne hedder Theo og Thea.

Foruden de to Thea-bamser, har Liva Gram Petersen fem andre bamser med hjemmefra. Hun kan ikke sove uden dem ved sin side, og allerhelst skal de ligge lige oppe ved hovedpuden.

Hver gang et barn bliver indlagt får de en Theo- eller Theabamse. Bamserne er tænkt som en ven, børnene kan have med undervejs i deres forløb. For mange børn er en indlæggelse en uvant situation, som kan virke overvældende.

Liva har dem begge to - og hun har mange af dem.

Inden behandlingen starter, bruger personalet bamserne til at vise barnet, hvad der skal ske. De bruges blandt andet til at lægge drop, iltmasker og forbinding. Det er en effektiv måde at skabe tryghed på og gør, at det hele virker mindre farligt.

- Vi bruger dem, når vi møder barnet. Vi bruger dem som noget kendt, fordi vi i uniform er ukendte for barnet. At se Theo eller Thea få en maske over munden først gør det mindre farligt, fortæller Rikke Hedegaard Hybel, børneanæstesisygeplejerske på H.C. Andersen Børne- og Ungehospital på OUH.

Niårige Liva Gram Petersen blandt de mange bamser, hun har med sig på OUH.
Niårige Liva Gram Petersen blandt de mange bamser, hun har med sig på OUH.
Foto: Alex Syrik

Man får noget godt med hjem

Mette Sorang Kjær er velfærdskoordinator og socialpædagog på OUH. Hun fremhæver, at der med bamserne skabes en relation mellem det indlagte barn og bamsen, når de gennemgår det samme på børneafdelingen.

- Alle børn skal bære et ID-armbånd, og når bamsen også har et på, så er den en rollemodel for, at det er sejt at have et armbånd på, siger Mette Sorang Kjær.

Sanne Brink Christiansen er indlagt med sin datter Agnete, som i dag har fået sin niende krammebamse.

For hende markerer bamsen et lille lyspunkt i en ellers svær tid.

- Agnete er en af dem, der har samlet lidt på dem, så hun synes, det er fedt at få en mere til samlingen. Så er der kommet noget godt med hjem, siger Sanne Brink Christiansen.

Børneanæstesisygeplejerske Rikke Hedegaard Hybel viser Agnete, hvordan masken kommer over munden på bamsen
Børneanæstesisygeplejerske Rikke Hedegaard Hybel viser Agnete, hvordan masken kommer over munden på bamsen
Foto: Alex Syrik

En ven gennem hele forløbet

Ifølge Trygfonden tjener bamsen en helt særlig funktion, selvom de ikke har målt på, hvad bamserne rent faktisk giver børnene.

Uddelingen af bamserne kører nu på 15. år.

- Det er en indsats, der har kørt i mange år, og som virkelig gør en forskel for børnene. En del af vores strategi er at øge trygheden i Danmark, og det her er en måde at gøre situationen lidt nemmere og mindre overvældende, siger Galina Plesner, som er projektchef i Trygfonden.

Oversigt

    Oversigt