I det fynske folks tjeneste

7 bandemedlemmer løsladt efter hærværk

Fyns Politi anholdte onsdag aften 21 personer i forbindelse med et groft hærværk mod Café Pool på Skibhusvej i Odense. 7 er nu løsladte.

Fyns Politi anholdte onsdag aften 21 personer i forbindelse med et groft hærværk mod Café Pool på Skibhusvej i Odense onsdag aften. 14 er stadig anholdte torsdag morgen.

Vagtchef ved Fyns Politi, Lars Thede, fortæller, at fem til seks biler dukkede op udenfor caféen med en masse personer i ca. kl.19:50 onsdag aften.

De ødelagde caféens facade formentlig med brug af økser. 

Politiet kørte bagefter ud til Black Armys klubhus på Nyborgvej. Mens betjentene var der, kom en bil med knust bagrude, hvor der lå en økse på bagsædet og tre personer blev i den forbindelse anholdt.

Anholdelsen fik andre til at tænde af, og der blev kastet sten mod politiet. Det førte til anholdelse af i alt 17 personer, oplyser vagtchef, Lars Thede.

Senere dukkede fire op på politistationen i Odense og forsøgte at trænge ind, men politiet ventede dem, og også de blev anholdt. Fyns Politi oplyser desuden, at de onsdag nat har kørt kraftig patrulje omkring kendte bandemiljøer.

I alt er 21 personer anholdt. 

Torsdag morgen er politiet begyndt at løslade de anholdte. De bliver sigtet for blandt andet groft hærværk, overtrædelse af ordensbekendtgørelsen samt overtrædelse af våbenloven. I alt er 7 blevet løsladt, og 14 er stadig i forvarrig.

Vagtchefen vil ikke kommentere på et muligt motiv, men opfordrer folk til at kontakte politiet, hvis man har set eller hørt noget. Du kan ringe til Fyns Politi på 114.