Ægtepar fra Odense fik sig usædvanlig overraskelse

I 25 år har ægtepar fra Odense taget til Grøn Koncert. Jacob Haugaard var med til at vække og fejre parret med morgensang.

Gitte og Bjarne Christensen bor på Krügersvej i Odense, og i 25 år har de været til Grøn Koncert på Dyrskuepladsen, der ligger lige ved siden af.

Arrangørerne bag koncerterne besluttede sig derfor for at vække ægteparret og fejre sølvbryllup fredag morgen klokken syv - til stor overraskelse for Odense-parret. 

- Gitte henvender sig og fortæller, at det er 25. år, at de er til Grøn Koncert, og de er naboer til Grøn Koncert. Så får vi fat i datteren og arrangerer det som et sølvbryllup med æresport og over 100 frivillige, siger Jacob Haugaard, der i 30 år har været konferencier ved udendørskoncerterne.

Komikeren var til stede fredag morgen for at fejre Gitte og Bjarne Christensen, der bogstavelig talt blev taget på sengen. Efter morgensang var der grøn kage og Grøn Tuborg. 

- Det var meget overvældende og meget overraskende, siger Bjarne Christensen.

- Vi havde slet ikke forestillet os det. Vi havde bare forestillet os, at vi stille og roligt skulle over og høre Grøn Koncert ligesom alle andre i eftermiddag og ikke noget andet ståhej, siger Gitte Christensen.

- Jeg tænkte: “Det er løgn. Hvad laver de her hos mig? 

 
Fotograf: Mikkel Skov Svendsen

Gode venner i 25 år

Bjarne og Gitte Christensen fejrede i februar sølvbryllup med hinanden, men der var de ude at rejse.

Ægteparret fra Odense har ufortrødent besøgt Grøn Koncert i et kvart århundrede, og Jacob Haugaard har en forklaring på, hvorfor Dyrskuepladsens naboer har tålt larmen fra pop- og rockmusikken og holdt sig så gode venner med udendørskoncerterne.

- Det, vi blev berømte på i starten, var, at vi havde et helt hold frivillige, der tog rundt i gaderne og sørgede for, at der ikke lå nogen ølkrus. Det var sådan, vi blev gode venner med folk, fortæller Jacob Hauggard, der havde været oppe siden klokken halv fem fredag morgen.

Ifølge Jacob Haugaard får parret vip-behandling i dagens anledning. Der forventes mellem 20.000 og 25.000 gæster til årets koncert på Dyrskuepladsen. Hovednavnene er Rasmus Seebach og L.O.C., og den første kunstner går på klokken 13. 

Se hele tv-indslaget om Grøn Koncerts morgenvækning:

 
Fotograf: Mikkel Skov Svendsen

 

Oversigt

    Oversigt