-
Ejeren af lavprisselskabet Energi Olieprodukter på Ærø, Svend Aage Secher, blev torsdag anholdt og sigtet for omfattende told- og momssvindel. Oliekongens forretning på Ærø blev ransaget af 10 betjente og Svendborg Politi beslaglagde 20 flyttekasser med materiale fra virksomheden. Det skriver Fyns Amts Avis fredag.
I følge avisen skete ransagningen mod Svend Aage Secher efter begæring fra Frederiksberg Politi. Benzinkongen blev bragt med til afhøring i Svendborg, hvor han blev sigtet for grov told og moms svindel for op i mod 10 mio. kr.
Beskyldt for svindel
Svendborg Politi bekræfter at der blev foretaget en ransagning torsdag, men kriminalpolitiet vil dog ikke bekræfte at Secher er blevet anholdt eller sigtet.
Sidste år blev Svend Aage Sechers beskyldt for både svindel og smugleri af sine konkurrenter fra DK Benzin og OK Benzin. Konkurrenterne hævdede, at Secher solgte sin benzin så billigt, at der måtte være tale om svindel.
Injuriesag
Det fik indehaveren af Energi Olieprodukter til at indgive en injuriesag mod de to konkurrenter. Denne sag har endnu ikke været for retten, og efter den nye udvikling i sagen er det formodentlig tvivlsomt om sagen nogensinde bliver til noget.
Svend Aage Secher blev fredag fremstillet i et lukket grundslovsforhør med krav om varetægtsfængsling.
Men dommeren valgt at løslade benzinkongen fra Ærø, da han ikke skønnes at kunne ødelægge den videre efterforskning.