I det fynske folks tjeneste

Alex Rasmussen kører for en kontrakt hos CSC

Når den fynske cykelrytter Alex Rasmussen, sammen med sit hold Team Odense Energi, sætter sig i sadlen til dette års Post Danmark Rundt, så kører han for en prof-kontrakt med cykelholdet Team CSC.

Alex Rasmussen vandt DM i landevejscykling i juli måned. Men sæsonens vigtigste løb starter i morgen - nemlig Post Danmark Rundt. Her håber den unge rytter at k'øre sig til en prof-kontrakt.

- At vinde en etape i Danmark Rundt er noget af det største du overhovedet kan lave i Danmark. Det er næsten helt sikkert at det vil føre en kontrakt med sig , siger Alex Rasmussen.

Alex Rasmussen vil gøre alt, eller næsten alt for en kontrakt hos CSC. Men skulle CSC kræve, at han dropper banecykling til OL næste år, så takker han nej til en kontrakt.

- OL har været det vigtigste mål for mig, siden det sidste OL, og vi har lavet et godt projekt. Et projekt der virkelig gør mig bedre som cykelrytter, og det vil jeg følge helt til dørs, og så forhåbentlig få en OL-medalje. Så OL kommer før en professionel kontrakt.