To anholdte i grov røverisag på Langeland var rockere

To af de anholdte i sag fra Rudkøbing var Bandidos-rockere, som politiet mener var bestilt til at inddrive gæld. Begge blev torsdag eftermiddag varetægtsfængslet i fire uger. 

De to mænd er tidligere straffet for henholdsvis vold og grov vold. Sidstnævnte stadig kun løsladt på prøve.

Begge nægter sig skyldige, men den ene accepterede varetægtsfængslingen, mens den anden kærede.

De to dukkede sammen med to andre op onsdag aften hos en 40-årig mand i Ørstedsgade i Rudkøbing og ville have penge. Manden sagde, at han havde betalt sin gæld, men de fire fastholdt kravet.

De førte ham med i en bil og truede med at klippe hans fingre af med en tang, indtil han hævede 5000 kr. i en pengeautomat.

En tredie mand, en langelænder, formodes at være den, der har bestilt rockernes hjælp. Også han blev fængslet i fire uger, mens den fjerde mand blev løsladt.

Oversigt

    Oversigt