I det fynske folks tjeneste

Arena til 110 millioner giver nye muligheder til Fyn

Gymnastikhøjskolen i Ollerups nye multiarena er nu indviet. Den bliver en af Danmarks ti største. Forstander glæder sig, og minister hylder Ollerup for at være visionær.

00:19

Kulturministeren er imponeret over projektet i Ollerup. Video: Morten Grundhold

Ollerups nye multiarena giver nye muligheder til gymnastikhøjskolen, byen og hele Fyn. Det mener Uffe Strandby, der er forstander på højskolen. Projektet har været undervejs i fire år og har betydet både en renovering af den gamle idrætshal fra 1932 og tilbygninger til denne.

- Vi har langt, langt bedre faciliteter til vores undervisning. Derudover så har vi mulighed for at lave nogle arrangementer. Det kan være koncerter, boldspilskampe, udstillinger. Vi kan byde velkommen til kongresser og konferencer. Det giver nogle muligheder for befolkningen og for eleverne, siger han. 

Højskolens forstander sig over, at idéen om at få en stor multiarena i Ollerup nu er blevet til virkelighed. 

- Det er en festdag. Nu er vi nået så langt, at nu skal vi begynde at bruge den. Nu har vi jo brugt fire år på dette projekt, og det har fyldt rigtig, rigtig meget, men vi er så glade alle sammen over det. Alle medarbejderne, alle eleverne, siger han.

Fra tvivl til begejstring

Projektet i Ollerup løber op i 110 millioner kroner, og er støttet af Den A.P. Møllerske Fond. Uffe Strandby var selv en af folkene bag, og fortæller han mødte skepsis, da projektet første gang blev præsenteret

- Det troede de ikke på. Helt ærligt. Fordi mange mente, det var alt for stort et projekt, og vi må også sige, at det var det, hvis ikke der havde været nogle fonde, der kunne se idéen og tanken i det, for vi ville aldrig have haft mulighed for at realisere de penge, der skal til. 

Den skepsis er dog vendt i dag. Uffe Strandby fortæller, at han i stedet møder begejstring. 

- Nu kommer der yderligere en arena på Fyn, og der er kun 25 minutters kørsel mellem Odense og Svendborg. Vi skal kigge på den synergieffekt, der ligger i, at der ikke er andre steder, hvor man har to så store arenaer med 25 minutters kørsel imellem, siger forstanderen med henvisning til Arena Fyn.

Læs også Grundlovsdag er demokratidag i Ollerup og på resten af Fyn

Minister: Viser, hvor langt man kan nå

Det var kulturminister Mette Bock, (LA), der klippede den røde snor og erklærede den ny arena for åben. Hun er imponeret over det samarbejde, der ligger bag.

- Samarbejdet mellem de mennesker, som er på stedet, et civilsamfund, det offentlige og også de store fonde, viser jo, hvor langt vi kan nå her i Danmark, siger hun. 

Den nye multiarena har plads til 3.500 mennesker. I Ollerup er der 1.496 indbyggere, og Mette Bock hylder, at der er blevet taget initiativ til et projekt som multiarenaen i en by af den størrelse. 

- Det er helt fantastisk. Det vidner jo om, hvordan et civilsamfund faktisk påtager sig et ansvar og gennemfører visionære idéer, siger hun til TV 2/Fyn.

Læs også Flere tilskuerpladser end indbyggere: Kæmpe multiarena snart klar i fynsk by