Bankrøver på fri fod

Københavns Vestegns politi efterlyser en bankrøver, der muligvis er på Fyn. De frygter, at han slår til igen.

Med ordene "Det er et røveri. Jeg har en kniv" røvede manden på billederne den 12. juli en 7-Eleven i Københavnsområdet. Dagen efter røvede han en Danske Bank.

Han hedder Rene Lykke Therkilsen, og han er stadig på fri fod. Derfor efterlyser Københavns Vestegns politi nu også manden på Fyn.

- Efter min overbevisning kan han lige så godt være på Fyn som her på Sjælland, siger efterforskningsleder Michael Sørensen.

Rene Lykke Therkilsen er hjemløs, men har tidligere boet på Fyn, hvor han også har en omgangskreds. Han slap af sted med 56.000 kroner fra bankrøveriet, og Michael Sørensen frygter, at han begår et nyt røveri, når de penge slipper op.

- Derfor beder vi nu offentligheden om hjælp, så vi kan få fat i ham, inden det sker, siger han.

Rene Lykke Therkilsen er 45 år gammel, cirka 185 cm høj og spinkel af bygning, velsoigneret og med kort hår. Under røverierne var en han iført en en gul lys vindjakke med lommer og elastik i hoften, grå bukser og blå kasket.

Henvendelse kan ske i dagtimerne på hverdage til Københavns Vestegns Politi på telefon 4386 1448.

Oversigt

    Oversigt