I det fynske folks tjeneste

Bedre skiltning ved lave broer

Efter den tragiske ulykke ved Knippelsbro i København, vil Odense Kommune nu forbedre sikkerheden ved seks lave broer i Odense. Kommunen har dog ikke råd til at forhøje brohøjden, så i første omgang bliver skiltningen forbedret.

-

Sikkerheden ved de lave broer er blevet analyseret på et møde mellem kommunen, et ingeniørfirma og politiet. Resultatet blev, at advarselsskiltningen ved jernbanebroer med en brohøjde på under 4,20 meter bliver forbedret.

Det drejer sig om broer ved Thomas B. Thriges Gade, Østre Stationsvej, Jarlbergtunnel, Gustav Johannsens Vej, Sanderumvej og Mosegyden.

Skiltningen gøres alle stederne mere tydelig, blandt andet bliver forvarslingsafstanden øget flere steder og bilisterens udsyn til broerne bliver forbedret ved at fjerne overflødige skilte eller beplantninger.

Fyns Amt har fornylig lavet en lignende gennemgang af lave broer på resten af Fyn, og her blev skiltningen også forbedret flere steder.