I det fynske folks tjeneste

Bekymring på SDU

Syddansk Universitet skal spare

Enhedslisten stemmer for finansloven, som skærer 3000 kroner pr. studerende næste år på universiteterne, heriblandt Syddansk Universitet.

Enhedslisten afviser, at partiet bryder sit traditionelle princip om at afvise enhver forringelse, når partiet stemmer for finansloven, selv om universiteterne næste år får skåret 3000 kroner pr. helårsstuderende.

Det siger Pernille Skipper, som er Enhedslistens ordfører for universiteter og forskning.

- Vi har tænkt os at stemme for finansloven, fordi disse forringelser, som vi fuldt ud anerkender, er vedtaget tidligere af VK-regeringen. Det er ikke nye forringelser, siger hun.

Løftebrud

Rektor Jens Oddershede fra Syddansk Universitet er formand for Rektorkollegiet.

Han beskylder S-R-SF-regeringen for løftebrud, fordi den ikke har droppet VK-regeringens besparelser på taxameterordningen.

- De sagde, at de ville rulle besparelserne tilbage, og det er ikke sket, siger Jens Oddershede til metroexpress.

Han advarer om, at universiteterne i 2013 presses endnu mere økonomisk.

- Den store lakmusprøve bliver næste år. Vi er bekymrede for situationen. Det er dér, den store skrænt er. Hvis der bliver høvlet mere væk, så vil der blive mindre undervisning i 2013 end i 2012. Det er klart, at det er konsekvensen, siger han.

Ved du noget? Så send os et tip